I Den lille halv-kylling , et baskisk folkeeventyr nyskrevet af David og Michèle Simonsen fra 2002, understreges det absurde i fortællingen i høj grad i illustrationerne. Den lille halv-kylling bliver franarret sin pung, og det vil den ikke finde sig i! Drevet af oprigtig harme og ved venners hjælp og en del magi lykkes det den at få sine penge igen. En halv kylling er en meget lille hovedperson i en tegning, og Lotte Nybo understreger nærmest dens lidenhed, samtidig med at den træder tydeligt frem på grund af billedernes opbygning og i kraft af sin gule farve, der lyser op på de ofte blålilla baggrunde.
Ikke et øjeblik er man i tvivl om kyllingens kraft og energi, og man er hele tiden sikker på, at den nok skal klare sig. Figurerne fungerer uden kontur, malet i akvarel og modeleret ved hjælp af skyggelægningen, men alligevel er der atter i billedsproget mindelser fra tegnefilmens verden: én figur optræder flere gange på samme side, så man tydeligt aflæser historiens forløb i illustrationen. Bogen er overdådigt illustreret med en detaljerigdom, der må have krævet måneders slid.
24482200
Ganske anderledes enkel men ikke mindre spændende er Lykkens kat af Thorstein Thomsen (2003). Her står baggrunde og de skitseagtige vignetter blegt blåligt som en elegant kontrast til hovedpersonernes lysende gule tøj og kattens sorte pels.
Historien om katten, der dumper ned fra himlen og afhjælper Signe og hendes mors økonomiske problemer, rummer i høj grad surreelle elementer. Men de afdæmpede, rolige nærmest naturalistiske illustrationer underspiller dette, og tilfører bogen en poetisk næsten svensk sommerstemning. Tegneren har i højere grad end tidligere valgt ud, hvad hun mener er vigtigt at fremhæve, og resultatet er en spændende blanding af ro og dynamik.
Ser man Lotte Nybos billedbogsproduktion som et forløb, bliver det tydeligt at hun tilstræber en forenkling i sin måde at bygge et billede op på, uden at dynamikken kommer til at lide under det. Selv nævner Lotte en fortsat forenkling i farvebrugen som det vigtigste mål lige nu. Men hvad der end måtte ske, vil det uden tvivl være værd at holde øje med!