Lilian Brøgger er født på Fanø. I bogen ”En sømands historie” skildrer hun sin bedstefar og familie. Måske er det den fjerne horisont og sejlerslægtens indflydelse, som har puffet til hendes forestillingsevne, og intensiveret hendes længsel efter nyt og uprøvet land. Det var dog ikke lutter eventyrlyst, da hun som barn pludselig måtte vinke farvel til Fanø og den elskede farmor, og tage med mor og stedfar til København, hvor omgivelserne kunne have en snert af fattigdom, men selvfølgelig også en masse nye indtryk.
- Illustration fra Bim Bam Bomme! -
og andre vrøvlevers. © Lilian - Brøgger.
Hendes stærke erindringer helt fra den tidlige barndom har sat sit præg på hendes senere arbejde: ”Jeg kan huske rigtig meget fra min barndom, også helt tidlige begivenheder. Helt fra dengang jeg lå i barnevogn. Hvordan jeg undrede mig over hele det store galleri af besynderlige typer, som var min store familie. Jeg tror, at det er min vigtigste inspiration til de tusindvis af tegninger, jeg har lavet til børn og unge: jeg kan huske de forskellige aldre, hvordan det VAR.” (Interview med forfatterweb, august 2013).
Lilian Brøgger kom kun 17 år gammel ind på Kunsthåndværkerskolen i København, og gik der fra 1967-72. På den tid havde man meget klassisk tegning, hvor det drejede sig om at lære og forstå at gengive tingene korrekt, og ikke så meget om at udtrykke sig personligt gennem tegningen. Det var en hård disciplin, som nok kunne skræmme de utålmodige væk, men hvis man som Lilian også kunne frigøre sig fra den hårde skole, havde man et rigtig godt afsæt.
Om sin barndom og begyndelsen på illustratorlivet fortæller Lilian Brøgger: ”Engang drømte jeg om at blive opdagelsesrejsende og at lære og forstå alle sprog i hele verden. Det blev til billedsprog. Nu har jeg været illustrator gennem tre årtier, og der er stadig tusind måder tilbage at illustrere på, som jeg IKKE har prøvet. Endnu.” (Interview med forfatterweb, august 2013).
Denne trang til forandring er en væsentlig drivkraft i Lilian Brøggers arbejde, hun kan ikke holde ud at kede sig. En redaktør spurgte hende engang, om hun behøvede at skifte udtryk, hver gang hun lavede en ny bog. Han mente måske, at det var lettere at sælge en kendt streg. Det har imidlertid vist sig at være en ganske god investering hele tiden at udforske nye materialer, metoder og udtryksmidler. Det giver rådighed over et stort register af muligheder og dermed en lydhørhed overfor det enkelte projekt, og hvad det har brug for af med- eller modspil.
En af Lilian Brøggers udtalelser er, at man ikke må overtrække sin kreative konto, og det handler jo om at forstå sine ressourcer og bruge dem rigtigt. Et andet er hendes motto med aldrig at kassere, men altid forsøge til det yderste at redde et billede. Det er virkelig god træning at forsøge at bygge på og få noget konstruktivt ud af sine fejlgreb. I virkeligheden er det ofte det, der gør et billede interessant, at der har været en skævhed eller noget mislykket, som er blevet reddet.
Da Lilian Brøgger var barn, drømte hun om at kunne alverdens sprog, og man kan sige, at det er gået i opfyldelse. Ikke blot fordi billedsproget er universelt, selvom fortolkningerne kan svinge fra sted til sted, men også fordi hun virkelig er en opfinder af billeder og nye billedsprog, i denne mest progressive periode af billedbogens historie.
Lilian Brøgger er en meget raffineret verdensdame. Illustrator Cato Thau-Jensen fortæller om hende: ”Jeg har set hende i Hubertusrød jakke i Uffizierne i Firenze, og hun har lært mig at spise østers på Grand Central Station New York. Faconsyet frakke, ræv om halsen og røde læber, hvorfor ikke bringe sit visuelle potentiale til fuld udfoldelse. Mottoet kunne være: Lad det komme til syne.”
Brøgger har i perioder været lærer og konsulent på visuel kommunikation og illustrationslinien på Designskolen Kolding og bor i dag på Christianshavn. Hun fortæller, at når hun ikke tegner, så læser hun bøger i alle mulige genrer. Og så har hun noget med farver: ”Jeg skifter tøj flere gange dagligt, selvom jeg måske er helt alene. Så det er ikke for at se smart ud i andres øjne, mere for at tøjet passer til mine skiftende sindsstemninger. Min tandbørste er dog altid blå.” (Interview med forfatterweb, august 2013).