- Illustration fra Hundrede nye historier.
© Lilian Brøgger
Modstanden må være til stede, uden modstand ingen historier, det ville være som at spille på fløjte uden toner, har Lilian Brøgger udtalt. Det er gnidningen mellem modstand og drøm, som sætter processen i gang, og det er ingen undtagelse, når bogen hedder ”Hundrede historier” og er skrevet af Louis Jensen. Hans tekster er ofte så storslåede og bizarre i deres billedsprog, at det næsten synes som halsløs gerning at forsøge at komme på omdrejningshøjde med dem som tegner.
At skulle illustrere ”Hundrede historier”, som i deres særegne kortform hver især udfolder et helt univers, var i sandhed en hård nød at knække for Lilian Brøgger.
Måske er hun startet med at eksperimentere videre med de sort/hvide muligheder i struktur og stoflighed, som hun fik taget hul på i grise-serien, og efterhånden fundet frem til den geniale løsning på problemet, at kondensere 10 historier i et fuldt billedopslag. Det vil sige, at for hver tiende historie i bogen laver hun et stort billede, hvor hun frit fabulerer over og blander de enkelte historiers univers og elementer. Disse billeder har fået deres vidunderlige røg-og-tåge præg ved hjælp af en dåse sort spraymaling fra et byggemarked.
Det er et billedmenneske som Lilian Brøgger, der kan hente al den poesi og drømmestemning med et så enkelt middel. Hun har afdækket de hvide områder med papirskabeloner, afdækningsgummi eller risengryn og derefter givet det en gang spray. Stregtegningen toner frem under røgsløret med sit gådefulde, poetiske og morsomme sprog.
I dag er der kommet en hel række bøger af den skuffe. ”Hundrede nye historier” (1995) og ”Hundrede splinternye historier” (2000) bryder omslagslayoutet, mens indholdsopbygningen bibeholdes. Denne gang er der tale om ”ægte” pladegrafik, altså radering på metalplader som derefter er trykt på en presse. Selvom Lilian kan frembringe nogle af de samme grafiske udtryk med spray, som f.eks. ligner akvatinter, og oliekridt under et lag tusch, hvor hun derefter skraber med en syl, som kan give raderingens kvalitet, ser hun at pladegrafikken giver hende den udfordring, at bordet fanger og intet kan laves om. Desuden arbejder man spejlvendt på pladegrafik, hvilket ikke gør sagen lettere. Hun har lavet nogle udkast på papir, før hun går i gang med at bearbejde pladerne, men det er i høj grad øjeblikkets antændelse, som bestemmer udfaldet.
Den fjerde i rækken, ”Hundrede firkantede historier” (2005), fornyer hun igen ved denne gang at tilføje en enkelt gråblå farve. Farven er malet separat på en transparent overligger. Der kan på den måde ske uforudsete farvevirkninger, som når den blå farve nogle steder ”opvarmer” den sorte, så den syner brun, eller der kan forekomme mispasning. Uforudsigeligheden kan bruges som et incitament, der giver billederne et eget indre liv. Bogen har en særlig rigdom i både kontraster og nuancer, fra de store stofligt bearbejdede flader til de små sprøde blyantsdetaljer. Billederne forholder sig ganske upåvirket af tyngdeloven og hvad der måtte menes om op og ned på en bog. Det har da også har forårsaget, at et billede, som skulle på hovedet, er kommet på hovedet på hovedet.