I 1999 fik Lilian Brøgger det 3-årige arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond, og det muliggjorde nogle projekter, som ellers havde været utænkelige at gennemføre. Blandt andet en bog om H.C. Andersen, hans liv fra vugge til grav, fortalt for hele familien. Den er skrevet af Hjørdis Varmer og har titlen ”Den fattige dreng fra Odense”. Lilian Brøgger har illustreret bogen med mere end hundrede små og store billeder, nogle helsides, mens andre løber som billedforløb langs kanten af siderne. Billederne henter det drama, den længsel og poesi, rædsel og glæde, som teksten udelader, nogle steder med en voldsomhed som tysk ekspressionisme, når den er bedst. Det er et spand af udtryk, som netop beskriver Andersen så godt.
23667908
Det har været en målsætning for Lilian Brøgger at bruge de forhåndenværende materialer f.eks. billeder fra dagens aviser og blade, papir og pap og gamle bøger, netop som H.C. Andersen kunne omsætte alt, hvad han fandt, til kunst. Brøgger gør brug af næsten alle de forskellige arbejdsteknikker, hun i tidens løb har udviklet: det grafiske og koloristiske, lag på lag, collage, tusch, kridt, ja hvad som helst der kunne blive til billeder.
Der er en stor stoflighed og dybde i illustrationerne, som hun nogle steder igen ophæver ved at bryde perspektivet. På den måde arbejder hun hele tiden med to modsatrettede kræfter, som skaber den spænding og de skævheder, som gør billederne levende. Det kræver meget beherskelse at få sådan et udstyrsstykke til at hænge sammen, men hun rammer et grundlæggende punkt i sit eget og Andersens univers, vigtigheden af at være gavmild med det, man har. Brøgger har ladet H.C. Andersen som figur vokse og udvikle sig på siderne uden smålig skelen til, hvor stor hans næse nu lige var på det foregående opslag. Hun har grebet nogle meget væsentlige sider i hans person, hans følsomhed og ranglede kejtethed, hans vanvid og melankoli, gennem bevægelse, kropsholdning og ansigtskulør. På et billede er han ligefrem selvlysende af skræk.
Lilian Brøgger fik H.C. Andersen-legatet for denne bog, og hun sagde i sin tale ved overrækkelsen, at det halve års arbejde med den havde bragt hende så tæt på Andersen, at hun næsten forventede at møde ham på gaden. Desuden var hun glad for, at prisen, som ellers altid tildeles ordmennesker, for en gangs skyld blev tildelt et billedmenneske, som en anerkendelse af at billeder også kan være ”kloge” og have et budskab og en viden, som giver ny forståelse og ikke mindst nye oplevelser.