- Illustration fra Vinduespudseren.
© Lilian Brøgger
Lilian Brøgger begyndte at illustrere i den socialrealistiske periode i 1970’erne, hvor det ikke just vrimlede med selvkørende næser og forulykkede franskbrød i gipsbandage. Handlingen udfoldede sig mere i 2-værelses lejligheder i den ældre og slidte del af bymassen, i børnehaver og busser. Selv siger Lilian, at hun faktisk overhovedet ikke brød sig om at lave billedbøger i den periode. Det var forbundet med et ubehag, så hun næsten kunne brække sig over de sure hverdagskonflikter og problemudpenslinger.
Der måtte være mere fantasifulde og farverige måder at skildre livet på, mente Lilian Brøgger. De første bøger har samme farveholdning som DSB's tjenesteuniformer havde, og figurernes gennemarbejdede ansigter er nærmest topografiske kort over de grimme følelser, som man i så lang tid ikke ville se. ”Jeg må åbenbart have haft brug for at bevare jordforbindelsen, med de tykke ben og tunge sko,” siger Lilian Brøgger. Ikke desto mindre er der en ærlig sanselighed i billederne, en rørende hudløshed som er modig.
Brøgger tog nogle gevaldige spring i 1980’erne, fra den sarte gråblå bog om ”Vinduespudseren” til ”Ole Lukøje” med de stærke farvemættede billeder. Her begynder hun at åbne for den billedskabende idérigdom, som er hendes store ressource. Det er så oplagt en nødvendighed for hende at være skabende på et langt mere kreativt og opfindsomt plan, end den foregående periode havde tilladt.