I ”Noa og tudsen og arken” (1998) af Sten Kaalø arbejdede Lilian Brøgger sammen med Dorte Karrebæk, og de lavede en fold-ud-bog, hvor man i en lang frise ser alle dyrene på vej til arken og sejladsen over den druknede verden. Den lange fortløbende illustration gav dem mulighed for at arbejde på billedet samtidig. De kunne på den måde trække på hinandens styrker, eksempelvis hvis én af dem helst ikke ville tegne skibet, eller én der var bedst til huse. Man ser deres individuelle karaktertræk i dyrene, hvilket giver billedet en stor spændvidde, og samtidig har de formået at give bogen et homogent udtryk med meget personlighed og koloristisk styrke.
”Pigen med det grønne hår” er startet som en brev- og postkortudveksling mellem Lilian Brøgger og Hanne Bartholin. De sendte gennem lang tid billeder til hinanden med denne pige som hovedperson. Ideen var udsprunget af den fælles erfaring fra barndommen, at omverdenens mere konventionelle forestilling om ”virkeligheden” åbenbart også skulle afspejle sig i barnets tegninger, f.eks. når man tegnede en pige med grønt hår, og folk sagde: ”Der er da ingen piger, som har grønt hår!”.
Hvad er det for en realisme, man forlanger at kunne koble sig på i billeder og illustrationer? Er der ikke mange former for realisme? Det mener Lilian Brøgger i hvert fald. Dette samarbejde er et af de lange projekter, som på et tidspunkt fik en tekst af Wivi Leth, og nu er ved at få en ny af Kim Fupz Aakeson.
Kim Fupz Aakeson er også samarbejdspartner i ”Historien” (2000), som første gang udkom i ”Nye gode historier”, dengang i novelleform og med illustrationer af Mette-Kirstine Bak. Forlaget Høst & Søn besluttede derefter at udgive den som billedbog, og Lilian fik opgaven at løse den komplekse forviklingshistorie, hvor en elefantunge i Congo og en lille dreng i Brønshøj får blandet deres godnathistorier godt og grundigt sammen. Illustrationer og tekst gik frem og tilbage mellem forfatter og illustrator for at nå det helstøbte resultat, der her er tale om. Mens historierne spindes ind i hinanden, forvandles drengens og elefantungens verden gradvist, så palmetræer og lianer kaster skygge på væggen i drengens værelse, og elefantfar får ternet skjorte og cowboystøvler på.
I ”Filmkatten” er Lilian Brøgger både tegner og forfatter, men har dog fået hjælp af Mats Letén til teksten. Historien handler om en kat, der får smag for film, men gang på gang bliver smidt ud af biografen, til han endelig finder en ven og en løsning på problemet, som også kommer til at gavne andre end ham selv. Her fortæller billederne absolut den væsentlige del af historien. Teksten er kort og enkel, men leverer et humoristisk modspil til billederne: ”Bare jeg lister helt stille”, tænker Kat, ”så er der ingen, der lægger mærke til mig.” Og på billedet kaster Kat en mægtig skygge på lærredet, mens han lister over gulvet. Det er netop denne dialog mellem billede og tekst, som gør billedbøger til noget særligt.
Lilian Brøgger veksler mellem hele og halve opslag og laver tegneseriestriber af Kats ansigtsudtryk eller saltomortale, da han sparkes ud fra biografen. Begge dele giver en fornemmelse af klip og bevægelse som et filmisk udtryk og skaber på denne måde overensstemmelse mellem tema og udtryksform. Brøgger har brugt lak og akvarel til udførelsen. Hun har givet papiret en lak, som får farverne til at skjolde og lægge sig ujævnt, hvilket giver en fornemmelse af stoflighed og flimmer, som man oplever i en biografs mørke.