Kunstner, illustrator, forfatter
I den svenske Nationalencyklopedi er Tord Nygren præsenteret først som kunstner, derefter som illustrator og forfatter. Det er en interessant rækkefølge, for det er sjældent, at en illustrator af børnebøger får prædikatet kunstner. For at gøre sig fortjent til det, plejer man som billedkunstner at skulle male billeder på lærred og være repræsenteret på et museum.
Tord Nygrens ”lærred” har været bogens opslag, og det er her, han har udfoldet sin illustrationskunst siden begyndelsen af 60’erne. Det er blevet til mange bøger, rigtig mange bøger – hvor mange, ved han ikke selv, men flere end 250 er et godt gæt . ”En af Sveriges mest benyttede illustratorer”, står der også i præsentationen i nationalleksikon’et, og det er da også sådan, at Tord Nygren har kunnet leve af at tegne.
Det er ikke til at vide, om det var den løbebane, han havde forestillet sig, da han som 15-årig deltog i den rejsende kunstskole i sin hjemby Borlänge. Her lærte han sig alle tegningens og maleriets udtryk samtidig med, at han passede sit job som dekoratør. Siden kom han til Stockholm, hvor han fortsatte som dekoratør, men skiftede kunstskolen ud med reklamelinien på Kunstfackskolan. Selv tillægger han ikke denne uddannelse større betydning. For ham var ”universitetet” det daglige arbejde, som han ret hurtigt kom i gang med, først på Sveriges Radio, siden ved skoleradioen, tidsskifter, ugeblade, aviser og forskellige bogforlag.