Der er sider af Tord Nygrens produktion, som vi ikke kender til i Danmark. Den ene er den faglitterære, som den kommer til udtryk i en lang række af undervisningsmaterialer indenfor snart sagt alle fag. Den anden er hans billedsætninger af Brita af Geijerstam og Lennart Hellsings poesi samt af en række klassiske fortællinger med tekster bearbejdet for børn, Peer Gynt (Gunilla Borén: Peer och Bergakungen : ett äventyr ur Henrik Ibsens drama Peer Gynt, 1991), Tryllefløjten (Cecilia Sidenbladh: Trollflöjten, 2001) og En skærsommernatsdrøm (Cecilia Sidenbladh: En midsommarnattsdröm, 2003).
I Danmark er et mindre antal af Tord Nygrens fagbøger for børn blevet udgivet, ligesom vi også har fået hans leksikon for børn, dog med en forsinkelse på godt 20 år og i en langt mindre udgave. Mit første leksikon (2002) indeholder 500 opslagsord i modsætning til de 2.500 opslagsord i det oprindelige, ”Barnens lexikon” (firebindsudgaven 1981-82, étbindsudgaven 1985).
I Danmark kender vi ham især fra hans billedbøger, men også hans illustrationer til en række børneromaner og omslag til forfattere som fx Hans Petersen, Hans-Eric Hellberg og Stig Ericson hører med til hans repræsentation i Danmark.