Sagaerne og den nordiske mytologi har haft en anseelig indflydelse på Ófeigur Sigurðssons tankeverden fra barnsben og ligger som en konstant referenceramme i hans værker. I den forbindelse er det oplagt at nævne Snorri Sturluson, der står som en slags stamfader for en lang række islandske forfattere, herunder altså ikke mindst Sigurðsson.
I en nutidig optik og i forhold til Sigurðssons genreudfordrende romaner, der benytter sig af mange forskellige teksttyper, udtrykker forskellige former for metabevidsthed og mudrer grænsen mellem fiktion og fakta, er Sigurðsson på linje med mange andre af tidens nordiske forfattere, eksempelvis norske Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård, der med deres autofiktionsværker er ude i en lignende leg med romankonventionerne.
Desuden bør nævnes den østrigske forfatter Thomas Bernhard, hvis aura man tydeligt fornemmer hos Ófeigur Sigurðsson, og det er næppe et tilfælde, at hovedpersonen i ”Vildmark” hedder Bernhard og er østriger. Hos Thomas Bernhard finder man en meget lignende rytmisk rablende prosa, lignende humoristiske skildringer af småmaniske karakterer og en lignende leg med fortællelag og udsigelsespositioner.