Som romanforfatter lægger Sigurðsson sig i en postmodernistisk tradition, hvor værkerne undersøger deres egen natur og form på et metaniveau og kombinerer en stor og broget mængde af kulturelle udtryk. Det skarpe skel mellem fiktion og fakta problematiseres, og romankonventionerne udfordres. ”Jón” tager således udgangspunkt i virkelighedens Jón Steingrímsson, den islandske præst, der ifølge legenden standsede et vulkanudbrud alene ved sin gudsfrygt, og bygger sit fiktive univers op på et solidt virkelighedstro fundament. På lignende vis spiller en faktisk begivenhed i 1982 en vigtig rolle i ”Vildmark”.
I forlængelse af problematiseringen af forholdet mellem fakta og fiktion tematiserer Sigurðsson historie som begreb, der jo kan betegnes som en kronologisk inddeling af alment accepterede fakta. Reelt er historie dog en mere kompleks størrelse, og hos Sigurðsson optræder historie nærmere som et uhåndterligt og uudgrundeligt fænomen, der spøger i vores samtid og påvirker den på ikke altid åbenlyse måder.
Sigurðsson anvender en bred vifte af forskellige stilarter, genrer og teksttyper. Breve, rapporter, essayistiske digressioner, annaler, aforismer, sædeskildringer, dagbøger, rejseskildringer, opremsninger, encyklopædiske brudstykker og meget andet indgår i forskellige skikkelser – imiteres, citeres, omtales osv. – hvilket ofte giver værkerne et noget fragmenteret præg. Hertil kommer store spænd i tid. Det moderne flettes sammen med det middelalderlige. Folkemyter og arkivmateriale sættes sammen med refleksioner over growlmusik. Disse uvante sammenstillinger sker ikke mindst med en forhåbning om, at de slår gnister – at de forskellige teksttypers sproglige særpræg kan komplementere hinanden og skabe noget nyt og interessant.
Ud over sine romaner har Ófeigur Sigurðsson begået adskillige digtsamlinger, men kun et lille udpluk af hans digte er oversat til dansk.