Man kan dårligt beskylde ”Skáldsagan um Jón & hans rituðu bréf til barnhafandi konu sinnar þá hann dvaldi í helli yfir vetur & undirbjó komu hennar & nýrra tíma” fra 2010 (”En roman om Jon og hans breve til sin gravide kone, da han opholdt sig i en grotte hen over vinteren og forberedte hendes ankomst og de nye tider”, 2016) for at være nærig med detaljerne selv på titelniveau. Romanen handler ganske rigtigt om den unge præst Jon Steingrimssons rejse igennem Islands barske terræn fra Nordlandet til Sydlandet og hans tilværelse i en grotte med hans bror, Thorstein, og et par senere tilkomne videnskabsmænd. Fra grotten skriver Jon ildfulde breve til sin gravide kone, Thorunn, om, hvordan arbejdet med at klargøre hendes ankomst skrider frem, om de bygninger, de etablerer på hendes jordstykke, om egnens særprægede myter og om vulkanen Katla, der går i udbrud under Jons ophold og besværliggør tilværelsen betydeligt.
52863767
Romanen foregår i midten af 1700-tallet – oplysningens tidsalder, også i det fjerntliggende Island, og modsætningsforholdet mellem videnskab og overtro er romanens gennemgående omdrejningspunkt. Spørgsmålet om, hvor Gud placeres i denne videnskabelighedens tidsalder, optager naturligvis præsten Jon, der fordriver tiden i døgnets mørke timer med at afskrive og oversætte værker om metafysiske emner. Videnskabsmændene Eggert og Bjarni har travlt med at opmåle og klassificere det islandske landskab, mens egnens beboere opfatter strømmen af elendighed, som vulkanudbruddet fører med sig, som en straf fra Gud.
Romanen består af i alt 28 breve fra Jon til hans kone. Brevene rummer alskens refleksioner over filosofi, religion, folketro, videnskab og meget andet, men er i bund og grund kærlighedsbreve, og på sin vis er ”Jon” først og fremmest en kærlighedsroman – en roman om at kæmpe for sin kærlighed under strenge kår og overvinde modstand fra flere sider for at kunne sikre tilværelsen for sig selv og sin familie.