Askepot

Citat
””Hej Dukke,” hviskede han. ”Skal du ud og rejse?”
Telefonen gled automatisk ud af hånden på Nora, og hun lukkede øjnene i håb om, at det onde ville forsvinde. Det sidste, hun nåede at se, var de røde sko […]”
”Askepot”, side 144.

Kristina Ohlsson udgav 2009 sin debut ”Askungar” (”Askepot”, 2011), en på mange måder klassisk skandinavisk krimi med fokus på politiet som arbejdsplads. I bogen følger man akademikeren Fredrika Bergman i hendes nye og uvante stilling ved det svenske kriminalpoliti, hvor hun arbejder sammen med kriminalkommissæren Alex Recht og deres macho kollega Peder Rydh. Det brogede hold efterforsker en kidnapning af en lille pige og senere hendes mord, samt en kidnapning af en lille baby, som også ender med drab. Langsomt kommer efterforskerne tættere på forbryderne, ”Manden” og hans hjælper ”Dukke”, der begge er vokset op med alvorlige svigt og straffer i samme ånd.

28691440

Netop det personlige er et udgangspunkt for Kristina Ohlsson, som er interesseret i, hvorledes alle bærer på en social arv, men samtidig har personlig frihed og ansvar for sine egne handlinger. Parallelt med kidnapninger og mord dukker en pædofiliring op i forbindelse med de mistænkte.

”Askepot” består af otte afsnit, hvor de syv første har navn efter ugens dage. Igennem denne kaotiske uge skifter Kristina Ohlsson mellem forskellige fortællere i tredjeperson og giver indsigt i de individuelle karakterers følelser og tanker. Læseren følger dermed adskillige spor og har ikke kun fokus på opklaring af forbrydelser, men også opklaring af karakterernes personlige og indre liv med deprimerede koner, abort, ambitioner på jobbet og flere variationer af utroskab. Det er disse melodramatiske tendenser, som giver værket et præg af femikrimi med tryk på lige dele følelser og handlinger. 

Værket udtrykker Ohlssons naturlige skrivestil med interesse i henholdsvis hverdag og historie. Med sine observationer på arbejdspladsen og i det moderne familieliv kommer forfatteren omkring aktuelle problemstillinger og forstår samtidig at underholde med cliffhangers og en levende dialog.