Kristina Ohlssons værker lægger sig fint i forlængelse af den lange liste af skandinaviske krimier fra eksempelvis Liza Marklund, Camilla Läckberg, Jan Guillou og Henning Mankell. Som Camilla Läckberg vælger Kristina Ohlsson i sine romaner at åbne parallelt op for kriminalsager og for efterforskernes private liv. Kombinationen af privatliv og efterforskning kan man følge tilbage til Sjöwall og Wahlöös serie om Martin Beck fra 1966 til 1975. Men Ohlssons skriftpraksis er knap så troværdig i sin socialrealisme og har ikke nær samme dybde, og altså betydning, som Sjöwall og Wahlöö. Værkerne ”Askepot” og ”Tusindfryd” er mere moderne og tidstypiske og tangerer tematisk svenske Arne Dahls forfatterskab. Dahl berører også samfundsmæssige problemstillinger som indvandring og pædofili, og begge forfattere har lange videregående uddannelser bag sig.
Hvis Kristina Ohlsson selv skal pege på nogle vigtige værker i sin udvikling, nævner hun kriminalromanen ”Mystic River” af Dennis Lehane, ungdomsbogen ”Vinnaren” af Sam Teague og dramaet ”Kramer vs. Kramer” af Avery Corman: ”Ser ni mönstret? Alla böckerna var gråtböcker, och alla skrevs av amerikanska (manliga) författare. (Jessica Björkäng: Måndagsmöte: Kristina Ohlsson. www.Bokhora.se, 2010-10-25). Med disse tilkendegivelser bliver det tydeligt, at Ohlsson ikke blot er fascineret af krimiers hurtige underholdning, men lige så meget sætter pris på et godt drama. På Ohlssons blog kan man læse, at hendes andre forbilleder er forfattere som Stephen King, Ira Levin og John Connolly, og andet steds at hun nyder femikrimier fra Anne Holt og Åsa Larsson. Ohlsson er ikke nær så tårepersende som førstnævnte dramaer og ikke så skrap og gotisk som de sidstnævnte, men lægger sig fint imellem med en balanceret kriminallitteratur med følelser tilstede.