I Peter H. Olesens anden digtbog ”Apropos alt” (2004) er sangbarheden helt fraværende. Til gengæld er knaphed et dominerende princip. Bogen tager sig ud som 40 meget sparsomt udfyldte sider, og de enkelte tekster fremstår som lakoniske tekstglimt. Det er således korrekt varedeklaration, når titelbladets kontante genreangivelse lyder: ”Korte og endnu kortere digte”.
Metoden er at skære til og tage fra snarere end at finde på og udvide, hvilket giver en friskhed og en åbenhed i det lyriske udtryk. Det helt korte format er umiddelbart et fattigt udtryk, en lyrisk discount, men der opstår en tilsvarende rigdom, når sproggrænsen betones som dirrende vigtig. Dér, hvor digtet slutter, er der ikke ingenting, men fritskrabet, veltilrettelagt plads til alt.
26430968
”Apropos alt” cirkler omkring en haveidyl, hvor vejrligets udsving nøgternt registreres. Det banale og nære så som græsslåning og fugle på foderbræt sættes uden mellemregninger sammen med de helt store eksistentialer – oftest bibelske. ’cornflakes’ og ’den yderste dag’ kan således stå i samme ultrakorte sætning. Det nedbarberede tekstformat hjælper her digtene med at pumpe en ikke-ekspliciteret tyngde og dybsindighed ind i et tilsyneladende banalt og konfliktløst frirum. Paulus møder Søren Ryge.
Flere digte nærmer sig epigonens form i rene Peter Laugesen-kopier. Det gælder det lakoniske udtryk; haveidyl tilsat melankoli; namedropping fra kunst og musik og så de pointesøgende og joke-agtige smæld, som de korte digte giver fra sig. Identifikationen med Laugesen flyder ovenpå i et digt, hvor forbilledet citeres og kommenteres med en knastør pointe om, at digterens nektar ”inspiration” skam også er en ”landsdækkende butikskæde”.
”Apropos alt” peger fremad i Olesens værk. Vi finder blandt andet et digt, der i sin fulde længde lyder ”Traditionen utro”, som man vil vide skulle blive titlen på et album syv år senere. Bogens eneste længere tekst (en side) er et slags smilende pragmatisk testamente stilet: ”Til de efterladte”, hvilket foregriber det bandnavn, som Olesen optræder under i 2015. Teksten figurer tilmed på Olesen-Olesen-pladen ”Kain og Abels”s anden CD, hvor den bliver læst op til toneren af Michael Lunds lap-steel-guitar. Linjerne er krydsede.