peter h olesen
Foto: Jens Astrup

Peter H. Olesen

Artikel type
voksne
Søren Langager Høgh, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Top image group
peter h olesen
Foto: Jens Astrup
Main image

Indledning

Peter H. Olesen er en oprejst mørkemand. Igennem et stort sangkatalog og et efterhånden betydeligt forfatterskab fordelt på lyrik, kortprosa og romaner har han stædigt fastholdt sit tag i en særlig dansk sørgmodighed. Grebet finder sin styrke i en muskuløs sprogbevidsthed og en modsvarende mangel på frygt for at sige det banale højt. Dertil kan man lægge en grovskåren men opelsket humor, hvori ødelæggelse og evindelig modgang opblødes.

 

52862507

Blå bog

Født: 7. september 1962 i Vejle.

Uddannelse: Studentereksamen.

Debut: Jeg vil være hvor jeg ikke er. adressens forlag, 2004. Digte.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Frederiksborgvej og andre digte. Melodika, 2017. Digte.

Inspiration: Peter Laugesen og (den sene) CV Jørgensen.

 

 

 

 

 

”Sangen selv”, fra albummet ”Traditionen utro”, De efterladte (2011)

peter

Baggrund

”Der breder sig en opvask fra køkkenet og ud i resten af mit hus/ og jeg siger at verden er smuk set gennem en voksende rus”
”Set gennem en voksende rus” i ”Jack Kerouac i Jylland”, s. 33.

Peter Hollerup Olesens jyske aner høres på hans stemme, og stemmen er en vigtig brik i det forfatterskab, der igennem tre årtier har leveret sange, digte og romaner. I en tidlig (sang)tekst lyder det: ”Han kom fra provinsen men glemte snart sit sprog/ Hvem gider tale en dialekt alle kan forstå”. Sagen er imidlertid den, at opvækst netop er et forhold, der IKKE kan glemmes eller gides, hvor end selvforståelsen gerne vil det. Olesens mørke og tilsyneladende upåvirkelige sangstemme er og bliver djærv og umiddelbar i sin diktion. Stemmens særkende er en grundlæggende blufærdighed – ja pinlighed – over dét at stille sig frem og synge med forfængelig, oprigtig vibrato. Denne jantelovens reprimande ligger som en dirrende vejlensisk grundakkord i vokallyden og gør den unik.

Olesen stak som 21-årig af fra det provinsielle Vejle, og i 1980’ernes København fandt han et dystert postpunk-miljø at føle sig hjemme i blandt ”andre kortklippede unge mænd med bitre drag om munden”, som det hedder i den selvbiografiske nøgletekst ”Koldingvej 23 revisited” (2004). Joy Division var grundlov og DO IT YOURSELF eneste farbare vej. Sammen med sin bror Henrik Olesen, som han havde spillet og indspillet dansksproget musik med hjemme i Vejle under navnet Sort-Hvide Landskaber, dannede han bandet Greene. Med en række engelsksprogede CD-udgivelser i 1990’erne indtog de det legendariske hitlisteradioprogram ”Det elektriske barometer”, hvor Olesens senere hustru og endnu senere ex-hustru, forfatteren Helle Helle, var vært og indlejrede hits som ”Happy day” i blødende teenagebreve. Under navnet Olesen-Olesen (muligvis inspireret af hustruens gådefulde dobbeltnavn?) fortsatte og udvidede brødrene deres samarbejde, nu i en dansksproget og langt mere original form.

Olesens debut som forfatter af papirbøger faldt sammen med bogopsamlingen og -arkiveringen af godt 75 Olesen-Olesen-tekster i 2004. Siden da har Olesen udgivet en stribe bøger og har sammen med guitaristen Michael Lund (en fast del af Olesen-Olesen) lavet to plader under det lunt postkatastrofale navn ”De efterladte”. Mens dette skrives er ”De efterladte” i gang med at indspille en tredje plade med Olesens jyskklingende stemme i centrum.

Jack Kerouac i Jylland

”Jeg er en mand/ Jeg sværger til håndtryk / og tror på fortrængning.”
”Mit navn er praksis” i ”Jack Kerouac i Jylland”, s. 66.

Bogudgivelsen af bandet Olesen-Olesens sange i bogen ”Jack Kerouac i Jylland” (2004) viser, at Peter H. Olesens sangtekster er bemærkelsesværdigt ambitiøse. Overgangen fra engelsksproget tekstmateriale i bandet Greene (1986-1996) til modersmålet forvandler Olesen fra recitør af engelsk rockmusik til genuin omplanter af traditionen ind i dansk muld. Jeg’et i Olesen-Olesens sange vil fortælle, erindre, surmule, registrere og bedømme langt udover kærlighedens kliché, og det gives der plads til – af og til på melodiføringens bekostning.

25431545

Olesens sangtekst er båret af metrik, kadence og rim. ”Sommerhus” rimer på ”morgenjuice”, S-lyden hvisler, når vi møder ”zen i supermarkedet”, og rim, trykfordeling og mundrethed klikker perfekt sammen, når ’jeg’ ”trækker vejret ubesværet”. Sangenes krumtap er en slags mørk højskolestemning, en salmeagtig opbyggelighed uden syndsforladelse. Den kommer i stand ved at forbinde det vidtløftige og almengjorte med det primitive og nøgternt specifikke. I sangen ”Hårdnakket idyl” (2003) finder vi et eksempel på netop det: ”Det er frostklar dag/ og lyset er hårdt/ Sjælland er et digt” (s. 66). Der foretages et gevaldigt hop fra den nøgterne registrering af vinter lige her og så til den følgende vildt stejle påstand om HELE Sjællands æstetiske kvalitet.

Sangen ”Jack Kerouac i Jylland” (1997) er med sit slæbende, statiske og mådeholdne alt-country-lydspor og en sjældent fremhævet sart vokal en af de allerbedste i kataloget. Tekstens underspillede identifikation med beatikonet Kerouac fremstår højtstemt og smukt, når ”dårlige digte” og udlængsel matches. I et andet højdepunkt, albumtitelsangen ”Anonyme melankolikere (Som folk er flest)” (2002), finder vi et ekspanderet samfundsperspektiv med et tilsvarende voluminøst lydbillede. Sangen, der med tydelig afsmitning fra Bob Dylan og Eik Skaløe, giver en besk optegning af danskhed og velfærdsstat: ”Et broderskab af dukkede nakker”. Omkvædet bringer ’jeget’ ind i samtidsdiagnosen, hvor det generaliserende ”folk” henføres til ”du og jeg” som igen henføres af det udpegede ”allermest mig”. Imens ’jeget’ således indtager sin plads, fejrer et nærmest feststemt kor begivenheden: Ba Ba Baah, Ba Ba Baah.