Eik Skaløe

Eik Bjarne Skaløe blev født ‘Sørensen’ i 1943. Han voksede op i København med sine frisindede forældre og lillesøsteren Iben, der senere har bidraget til, at Eiks breve til familien er blevet trykt i bogform (”Breve fra vejen af rågummisåler”, 2013). Efter folkeskolen gik Eik på studenterkursus, når han ikke havde travlt med at skrive, læse og være aktiv i anti-atomkraftmiljøet. Her mødte han Iben Nagel Rasmussen – datter af forfatterne Halfdan Rasmussen og Ester Nagel – som blev hans åndsfælle og store kærlighed, også efter de gik fra hinanden.

Eik skrev mange breve til Iben (“Itsi Bitsi”) frem til sin død i 1968. Brevene kan læses i bogen “Breve til en veninde”, som blev udgivet første gang i 1993 med kommentarer af Iben. Bogen giver et overblik over Eik Skaløes sidste leveår, hvor han rejste rundt med sin guitar i Europa, Afrika og i Østen ligesom mange andre af hans samtidige.

Skaløe var rastløs og nysgerrig. Også i forhold til de euforiserende stoffer, der blev populære i 1960’erne. Både i Danmark og på sine rejser eksperimenterede han med forskellige former for narkotika. Dengang var der ikke den store erfaring med bivirkninger og Eik fik et misbrug, ovenikøbet en fængselsdom for et apotekerindbrud, og stofferne var medvirkende årsag til hans tidlige død.

I 1966 mødte Eik Stig Møller og de dannede bandet Steppeulvene – opkaldt efter den tyske forfatter Herman Hesses roman “Steppeulven” fra 1927. Bogen havde kultstatus i 1960’erne, hvor mange unge fandt føde til deres oprørstrang i romanen om den utilpassede Harry, der smed borgerligheden over bord. Steppeulvene udgav i 1967 pladen “Hip”, der siden blev symbol på ungdomsoprøret og satte ny standard for dansksproget rockmusik. Kort efter drog Eik mod Nepal – han anså ikke sig selv som musiker, han ville skrive og vise vejen for sin generation.

Eik Skaløes skelet blev fundet i Indien efteråret 1968 med denne note: ”this suicide is decided & carried out by myself. noone is to blame, except the cruel person inside me”.

Han havde været syg af dysenteri og har måske vidst, at han skulle dø. Målet med at komme til Nepal var ellers at blive sund og stoffri, for derefter at drage hjem til Danmark og blive forfatter. Det nåede han ikke, men til gengæld er han siden blevet foreviget i rockleksikoner, biografier og brevbøger, og i 2015 kommer der en spillefilm om hans liv.

I 1967 udsendte Eik Skaløe lp’en ”Hip” sammen med sit band Steppeulvene. Der er otte sange på pladen, som alle har klassikerstatus i dag. Teksterne er psykedeliske og poetiske og satte ny standard for dansksproget musik pga. netop de kvaliteter. Før ”Hip” var dansk rockmusik ofte fordanskninger af udenlandske numre eller traditionelle danske sange tilsat elektrisk guitar. Dvs. ganske langt fra de sange som det langhårede band Steppeulvene bød på, hvor der blev sunget om frihed, chillum og politi. Både musik og tekst faldt i hak med 1960’ernes frihedssøgende ungdomskultur og hippiernes ”Summer of Love” i 1967.

Både tekstmæssigt og melodisk er ”Hip” en syret udgivelse i den fabulerende forstand, men teksterne er lettilgængelige i kraft af humoren, friskheden og poesien. Mange af teksterne kredser om kærlighed, og flere af sangene kan læses som direkte kærlighedserklæringer til Eiks veninde Iben. Han kaldte hende både “Itsi Bitsi” og “Nashet”. Begge ord optræder på pladen i sangene “Til Nashet” og “Itsi Bitsi, ta’ med mig til Nepal”. I førstnævnte lyder det: “Min elskede nu er jeg kommet tilbage
/ fra et vanvittigt trip til det mellemste østen
/
jeg bringer guld fra moskeernes tage
”.

Året før udgivelsen af pladen mødte Eik musikeren Stig Møller, der havde en pladekontrakt, men manglede en sanger og sangskriver. Det blev Eik, der årene forinden havde rejst rundt i verden og levet af at spille guitar på gader og barer.

Steppeulvene nåede at spille 15 koncerter. De fik problemer med politiet, der var efter dem pga. deres indtag af stoffer. 14. oktober 1967 spillede bandet deres sidste koncert i Aalborg. Under koncerten blev strømmen afbrudt af politiet, der var blevet tilkaldt af arrangøren, som havde lugtet hash. Kort efter rejste Eik til Indien, og ”Hip” blev Steppeulvenes eneste plade. Til gengæld er den blevet kanoniseret som et hovedværk i dansk syrerock.