Baggrund

Citat
”Der breder sig en opvask fra køkkenet og ud i resten af mit hus/ og jeg siger at verden er smuk set gennem en voksende rus”
”Set gennem en voksende rus” i ”Jack Kerouac i Jylland”, s. 33.

Peter Hollerup Olesens jyske aner høres på hans stemme, og stemmen er en vigtig brik i det forfatterskab, der igennem tre årtier har leveret sange, digte og romaner. I en tidlig (sang)tekst lyder det: ”Han kom fra provinsen men glemte snart sit sprog/ Hvem gider tale en dialekt alle kan forstå”. Sagen er imidlertid den, at opvækst netop er et forhold, der IKKE kan glemmes eller gides, hvor end selvforståelsen gerne vil det. Olesens mørke og tilsyneladende upåvirkelige sangstemme er og bliver djærv og umiddelbar i sin diktion. Stemmens særkende er en grundlæggende blufærdighed – ja pinlighed – over dét at stille sig frem og synge med forfængelig, oprigtig vibrato. Denne jantelovens reprimande ligger som en dirrende vejlensisk grundakkord i vokallyden og gør den unik.

Olesen stak som 21-årig af fra det provinsielle Vejle, og i 1980’ernes København fandt han et dystert postpunk-miljø at føle sig hjemme i blandt ”andre kortklippede unge mænd med bitre drag om munden”, som det hedder i den selvbiografiske nøgletekst ”Koldingvej 23 revisited” (2004). Joy Division var grundlov og DO IT YOURSELF eneste farbare vej. Sammen med sin bror Henrik Olesen, som han havde spillet og indspillet dansksproget musik med hjemme i Vejle under navnet Sort-Hvide Landskaber, dannede han bandet Greene. Med en række engelsksprogede CD-udgivelser i 1990’erne indtog de det legendariske hitlisteradioprogram ”Det elektriske barometer”, hvor Olesens senere hustru og endnu senere ex-hustru, forfatteren Helle Helle, var vært og indlejrede hits som ”Happy day” i blødende teenagebreve. Under navnet Olesen-Olesen (muligvis inspireret af hustruens gådefulde dobbeltnavn?) fortsatte og udvidede brødrene deres samarbejde, nu i en dansksproget og langt mere original form.

Olesens debut som forfatter af papirbøger faldt sammen med bogopsamlingen og -arkiveringen af godt 75 Olesen-Olesen-tekster i 2004. Siden da har Olesen udgivet en stribe bøger og har sammen med guitaristen Michael Lund (en fast del af Olesen-Olesen) lavet to plader under det lunt postkatastrofale navn ”De efterladte”. Mens dette skrives er ”De efterladte” i gang med at indspille en tredje plade med Olesens jyskklingende stemme i centrum.