Sangskriveren Peter H. Olesen placerer sig i en dansksproget rocktradition, der i hvert fald tæller den bløde Eik Skaløe og hans fabulerende og fantasifulde billeddannelse og det hårde Kliché og Lars Hugs redefinering af, hvad en sang skal være og kunne. Dertil skal man lægge C.V. Jørgensens kloge og belæste sprogbevidsthed og måske også et strejf af 1990’ernes Loveshop og Jens Unmacks enkle romantik. Kigger vi udover Danmarks grænser, genkender man Bob Dylans ambitiøse tekststandard og Ian Curtis’ dystre, dybe og monotone stemmeklang. Om et andet valgslægtskab siger Olesen selv: ”Lou Reed lærte mig at synge. Han lærte mig, at man godt kan være sanger, selvom man ikke kan synge. Man har en stemme. Man bruger den” (Peter H. Olesen: Koldingvej 23 revisited, 2004, s. 93).
Lyrikeren Peter H. Olesen låner flere steder direkte af Per Højholts litterære maskulinitet. Det drejer sig bl.a. om den negerende og sprogskeptiske tilgang til at skabe lyrik og dertil humoren som kvalificeret litterært virkemiddel. Den lettilgængelige umiddelbarhed og ønsket om at kommunikere direkte genfinder man hos Dan Turèll, mens Peter Laugesen har smittet af på variationen i digtformerne og deres grafiske og (særligt tydeligt) metriske investeringer.
Romanforfatteren Peter H. Olesen har i en årrække levet sammen med prosaforfatteren Helle Helle, og det kan man mærke. Både Helles suverænt afmålte, afventende, helgarderende stil samt hendes karaktertypes trist, inaktive gemyt genfinder vi i Olesens prosa – i en mindre effen pendant med mandligt fortegn. Titlen på Helles romandebut ”Hus og hjem” (1999) er bravt reflekteret (og udbygget) i kærlighedssangen (til designermøbler, jo) ”I det hus du kalder dit hjem” samt i titlen på Olesens roman ”Et hus er ikke et hjem”, som igen er en oversættelse af Burt Bacharachs 1960’er-hit ”A house is not a home”. I et interview har Olesen fortalt, at han har fundet på flere af titlerne til sin daværende kones bøger (Palle Schmidt: Dovenskab og plotlede. Plotcast, 2015), og mon ikke det her er en af dem?