Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne

Citat
”Jeg tror ikke altid det var/ Guds almægtige nærvær/ der satte salmedigtere/ i gang med dagens gerning./ Måske gik de bare en tur/ og fik så lyst til/ at besynge/ det hele.”
”Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne”, ikke pagineret.

Peter H. Olesen udgav i 2010 yderligere to digtbøger som et såkaldt ”privattryk”. Det betyder, at forfatteren selv (og altså uden et forlags indblanding) har finansieret og organiseret trykning, salg og øvrigt forlagsarbejde. Bøgerne er trykt i to oplag á 100 eksemplarer, hvilket i sig selv er en stille lyrisk sejr.

Med sit skrabede hvide omslag, sin klejne statur og den lange titel ”Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne” (2010) spejler bogen sin tvillingeudgivelse ”du bor et sted på Sjælland...” (2010). En enkelt tekst gentager ligefrem formelverset fra den anden bog og skaber herved en bro mellem de to bøger. Modsat det lange, sammenhængende format i ”du bor et sted på Sjælland...” er ”Hun forstår ikke digte...” en samling af enkeltstående, selvstændige digte, som ligner ”aflange/ giacomettiske/ staværer”, som det hedder i et digt, der både handler om at være og er vertikalt opspændt.

28550332

Læseren støder på et nyt aspekt ved Olesens ellers så nedslåede lyriske jeg. Det lysner! I flere digte udtrykkes en taknemmelighed og neddæmpet men frydefuld fornøjelse ved det poetiske arbejde. Første linje i første digt slår tendensen an: ”Denne dag begynder godt”. Der følges op i et andet digt, hvor jeget i en drømmetilstand modtager en pakke, ”du aldrig har bestilt”. Et tredje sted i et karakteristisk ordknapt digt tituleres en lys lethed i skrivearbejdet: ”Jeg sidder her/ og får det/ hele foræret.” Denne foræring består bl.a. i, at der er skrevet tekst og digt før, og at materialet dermed allerede ligger der.

Man kender den drillesyge mørkemand Olesen igen i en serie digte, hvor vers fra digtklassikere udvides, overtegnes, forbedres, appliceres, editeres i en lun negativ postproduktion. Olesen simple greb er at sætte et negerende ’ikke’ ind i den forærede tekst for dermed at skabe en sær og sjov negativ undtagelsestilstand. Hør blot her, hvor nedrivningen af det smukkeste og fine både har en tvær punkattitude og en fintsleben fornemmelse for dobbeltnegationen, i hvis sorte hul ’ingen’ pludselig indgydes en nærmest subjektiv karakter: ”Jeg ved ikke en lærkerede/ Jeg siger ikke ikke mere/ Den findes ikke på en hede/ Et sted som ingen ikke ser”.