Bogudgivelsen af bandet Olesen-Olesens sange i bogen ”Jack Kerouac i Jylland” (2004) viser, at Peter H. Olesens sangtekster er bemærkelsesværdigt ambitiøse. Overgangen fra engelsksproget tekstmateriale i bandet Greene (1986-1996) til modersmålet forvandler Olesen fra recitør af engelsk rockmusik til genuin omplanter af traditionen ind i dansk muld. Jeg’et i Olesen-Olesens sange vil fortælle, erindre, surmule, registrere og bedømme langt udover kærlighedens kliché, og det gives der plads til – af og til på melodiføringens bekostning.
25431545
Olesens sangtekst er båret af metrik, kadence og rim. ”Sommerhus” rimer på ”morgenjuice”, S-lyden hvisler, når vi møder ”zen i supermarkedet”, og rim, trykfordeling og mundrethed klikker perfekt sammen, når ’jeg’ ”trækker vejret ubesværet”. Sangenes krumtap er en slags mørk højskolestemning, en salmeagtig opbyggelighed uden syndsforladelse. Den kommer i stand ved at forbinde det vidtløftige og almengjorte med det primitive og nøgternt specifikke. I sangen ”Hårdnakket idyl” (2003) finder vi et eksempel på netop det: ”Det er frostklar dag/ og lyset er hårdt/ Sjælland er et digt” (s. 66). Der foretages et gevaldigt hop fra den nøgterne registrering af vinter lige her og så til den følgende vildt stejle påstand om HELE Sjællands æstetiske kvalitet.
Sangen ”Jack Kerouac i Jylland” (1997) er med sit slæbende, statiske og mådeholdne alt-country-lydspor og en sjældent fremhævet sart vokal en af de allerbedste i kataloget. Tekstens underspillede identifikation med beatikonet Kerouac fremstår højtstemt og smukt, når ”dårlige digte” og udlængsel matches. I et andet højdepunkt, albumtitelsangen ”Anonyme melankolikere (Som folk er flest)” (2002), finder vi et ekspanderet samfundsperspektiv med et tilsvarende voluminøst lydbillede. Sangen, der med tydelig afsmitning fra Bob Dylan og Eik Skaløe, giver en besk optegning af danskhed og velfærdsstat: ”Et broderskab af dukkede nakker”. Omkvædet bringer ’jeget’ ind i samtidsdiagnosen, hvor det generaliserende ”folk” henføres til ”du og jeg” som igen henføres af det udpegede ”allermest mig”. Imens ’jeget’ således indtager sin plads, fejrer et nærmest feststemt kor begivenheden: Ba Ba Baah, Ba Ba Baah.