Den første af Peter H. Olesens bøger på det lille uafhængige Byens Forlag hedder ”Jeg er blevet lokal” (2012). Set i forhold til Olesens standard-digtudgivelser er der tale om en tyk bog med længere og mere udfoldede digte ved siden af digte i det kortformat, man kender fra det forudgående forfatterskab. De demonstrativt lange og leddelte helmeninger i disse mere ekspansive digte minder om Per Højholts sene lyrik, og ligesom den, hænger der en lækker, perfektionistisk, skudsikker og afrundet stemning i luften over siderne.
29684332
Dertil er der også gjort flittig brug af grafiske investeringer. F.eks. er et digt om at skrive tekst digitalt men tænke den analogt sat op, så digtet fremviser en svungen bueform i højremargens krummede kant. Pointen er vel her, at tekst også er noget materielt, et materiale, der kan rejse sig i en bue, og at vores digitalisering af tekst ikke i tilstrækkelig grad medregner dette. I et andet digt stables versioner af formelverset ”Et digt” + verbum, sådan at sætningslængden indskrænkes linje for linje. Herved opstår en trekantet tekstfigur på bogsiden. Konkretistiske øvelser som disse understøtter fint Olesens signatur: Den kølige men også finurlige tristesse.
Som et korrelat til de visuelt orienterede tekster finder vi flere klangligt og rytmisk orienterede tekster (flere af disse tekster er blevet til sange på senere pladeudgivelser med ”De efterladte”). Hør her, hvordan metrik og kiasme nærmest danser: ”op og ned/ livets kår/ sorg og lykke/ alt forgår”.
Det lyriske rum i ”Jeg er blevet lokal” er tilpasset. I de forudgående bøger er det i høj grad haven med dens planter og fugle, der tegner geometrien op. Nu er solsort skiftet ud med due og Irmahøne, og byrummet er i det hele taget påtrængende. Der er andre mennesker, ”nabo, genbo, underbo, overbo” og en ny altan, hvormed ”mit råderum/ er blevet udvidet med 4 m2 og det er/ meget når man bor i en stue som også/ er soveværelse, køkken og/ en slags kontor”.