”Og som sædvanlig kan jeg ikke følge med i plottet” forklarer hovedpersonen i Peter H. Olesens roman med den drilsk diminutive og tørt postulerende titel ”Lille dansk samtidsroman” (2013). Jakob, som den midaldrende hovedperson hedder, har givet sig i kast med en ”dårligt oversat” krimi og kan både opgivende og stolt bedyre sin egen uformåenhed. Han er selv i gang med at skrive en bog – ”Det er ikke en roman, det er det man kalder en kulturhistorisk essaysamling”, som han selv tøvende forklarer – og har ligesom i krimilæsningen store problemer med at få delene til at hænge sammen.
Derfor er han taget fra København til Thy, hvor en bosiddende ven fra gymnasietiden har lovet ham ophold i et isoleret og primitivt skrively. Mødet mellem én der blev i provinsen og én, der nu vender tilbage, bygger effektivt en række modsætningspar op over skabelonen by/land eller mere specifikt: hovedstads-/Udkantsdanmark. ”Freelance” oversættes til ”Frilands”, og den dubiøse og arbejdssky Niels (installeret i en ramponeret kernefamilie) mødes med et ganske andet blik på sin afvigende eksistens i forhold til Jakobs frie singletilværelse i hovedstaden.
Fælles for de to er dog en altoverskyggende tomhedsfornemmelse. Midt på banen gennem livet står de to mænd tilbage med erindringen om ungdommens gnist. I stedet for at kæmpe imod og forsøge at fastholde sandet mellem hænderne, lader de det sive ud. De to ”fucking skvatrøve” drikker den beske cocktail af stiv accept og lykkepiller, og heri består antiheltenes illusionsløse mod.'
29774102
På bagsiden af romanens cover ses et forfatterportræt. Øverste del af Olesens torso ligger henslængt i en frodig skovbund mellem anemoner og bøgegrene. Hovedet er slasket ned mod højre arm og samme arms håndled er afspændt i en grad, der giver den portrætterede krop en livløs karakter. Udover at være et forfatterportræt er der også tale om en illustration af den afsluttende og dramatiske scene i romanen. Forfatteren træder altså ind i sin egen romans rum, netop der, hvor det bryder mønstret og bliver spændende, ja pointesøgende. Men overraskende og intrikat nok ”spiller” fotografiets Peter H. Olesen IKKE den rolle, som man vilkårligt tiltænker ham, når man læser ”Lille dansk samtidsroman”. Han er den anden.