Fredrik T. Olssons debutroman er udgivet ved det samme danske forlag som Dan Browns romaner og er af flere anmeldere også blevet sammenlignet med ham. Blandt andet har Jyllands-Postens anmeldelse overskriften ”Dan Brown plus dybde og viden – minus tempo” (Lars Ole Sauerberg: Dan Brown plus dybde og viden – minus tempo. Jyllands-Posten, 2014-11-12). Udover forlagsfællesskabet er der nemlig flere tematiske ligheder mellem Fredrik T. Olssons verdensomspændende plot og den storsælgende Dan Browns litteratur, hvor interessen for videnskab, teknologi, historie, koder, store sammensværgelser og mysterier går igen ved begge.
Også strukturelt har de to spændingsromanforfattere ting til fælles, idet de begge skriver i korte kapitler, bruger korte afsnit og krydsklipninger og mange cliffhangers.
Italienske Umberto Eco er, ligesom Fredrik T. Olsson, præget af krimilitteraturen og skriver lange, dybe og komplicerede fortællinger. Et fokus på videnskab og koder går også igen i dette forfatterskab, hvor det særligt er tekst og sprog, der er det centrale. Dette fokus ses også i Olssons debutroman, idet verdens overlevelse afhænger af forskernes afkodning af tekst, skrift og tal.
Danske Sissel-Jo Gazan, der også har fundet inspiration i krimilitteraturen, har ligesom de tre andre forfattere en stor interesse i det populærvidenskabelige. Med en baggrund inden for biologi har hun størst fokus på denne del af den naturvidenskabelige verden. Denne interesse er også at spore i Fredrik T. Olssons debut, hvor udgangspunktet for hele plottet er, at forskere har fundet ud af, at menneskets dna indeholder koder, og en virus der skal redde verden. Til forskel fra både Sissel-Jo Gazan og Dan Brown, der går mere i dybden med teoretiske elementer med videnskaben, rummer Olssons roman mindre videnskabelig baggrundsviden.