Jess Ørnsbos tidlige skuespil regnes for noget af det første absurdistiske dramatik, der er skrevet på dansk. Det absurde teater opstod som stilretning efter 2. Verdenskrig og brød med den naturalistiske teatertradition, hvor replikker, scenografi og skuespillernes teknik skulle være så realistisk som muligt. I stedet ville det absurde drama afspejle den groteske verden, og karaktererne er ofte klovnagtige typer. Den franske nobelprismodtager Samuel Becketts klassiker ”En attendant Godot” (”Mens vi venter på Godot”) fra 1952 er et af de mest kendte eksempler. Heri venter to forhutlede vagabonder forgæves på Godot. De fordriver ventetiden med ørkesløse samtaler og strækøvelser. I Danmark blev Becketts klassiker første gang opført på Studenterscenen i 1956. Dette amatørteater, som var tilknyttet Københavns Universitet, dyrkede den groteske dramatik, og det var samme sted, at Jess Ørnsbo fik opført sit første stykke ”Dværgen der blev væk” i 1966.
Ørnsbo har hentet inspiration til sine stykker i den slaviske litteratur, som han studerede på universitetet. Han skrev disputats om den polske dramatiker Stanislaw Witkiewicz, der regnes for en af Polens vigtigste modernister. Ørnsbo har også oversat polsk litteratur til dansk, eksempelvis ”Lad os ikke pakke hjerterne ind i bomuld” fra 1983, der er et udvalg af polsk lyrik fra det 20. århundrede, og ”Ny polsk prosa” fra 1967, der indeholder bidrag fra Tadeusz Borowski, Witold Gombrowicz, Stanislaw Grochowiak m.fl.
I nyere dansk dramatik arbejder dramatikerne Line Knutzon og Jokum Rohde med nogle af de samme virkemidler som Jess Ørnsbo. Line Knutzon, der debuterede i 1989, deler Ørnsbos fascination for gakkede karakterer og gal humor. I Knutzons stykker er der typisk ingen central handling, og steder er abstrakte størrelser. Jokum Rohde har derimod, ikke ulig Ørnsbo, en forkærlighed for Københavns belastede brokvarterer og de mennesker, der lever der på kant med loven.