Sammenligner man digtene i ”Kongen er mulat men hans søn er neger” fra 1971 med Jess Ørnsbos lyrik fra 1960’erne, er halvfjerdserdigtene mere narrative og mindre komprimerede. De virker stilistisk lettere, selvom emnerne stadig er tunge. Ørnsbo skriver om alderdom, krige, prostitution og arbejdsløshed, men der er længere mellem metaforerne. Storbyen er rammen for flere digte. Her lever angst, død og tomhed side om side i et forfaldent, ekskrementindsmurt landskab.
I alt består digtsamlingen ”Kongen er mulat men hans søn er neger” af 24 digte skrevet på frie vers, uden rim. Ørnsbo har selv givet dem genrebetegnelsen desperationer, og grundstemningen er da også en blanding af fortvivlelse og kynisme, som eksempelvis i stressdigtet ”Glemsel”. Her opremser jeget alle de ting, det har glemt og er i tvivl om. Nuet er farvet af frygten for en kommende verdenskrig, og et lejlighedskompleks beskrives således: ”Det ligner et krigsmonument/ med navnene på alle/ de faldne/ men der er en beboelsesejendom” (s. 35). Alt er mere modbydeligt og morbidt, end det først fremstår. En nøgen mand er i realiteten blevet kastreret, og jeget kan ikke genkende sig selv i byens tomrum. Provinsen fremstår forladt, og det eneste fællesskab, der er tilbage, er en kommerciel forbrugerisme.
Digtet ”De gamles by” beskriver det uværdige liv på et plejehjem, hvor beboerne efterlades til lungebetændelse og uden bukser i rullestolen. Manglende omsorg beskrives via de genstande, der burde være hjælpemidler, men som i stedet medfører smerte: et fastgroet kateter, de manglende briller og et smadret gebis. Disse billeder sammenlignes med socialministerens velfungerende tøj og tænder, og digtet bliver hermed et kritisk opråb om hullerne i den førte socialpolitik.
Titeldigtet er samlingens sidste og længste digt. Heri gemmer det lyriske jeg sig bag et os, et vi og et man. Det er – som alle andre i storbyen – anonymt og slave af samfundet. Digtet beskriver udsigten fra et S-tog. Tragiske skæbner krydser hinanden i togkupeen. Folk bliver glemt eller dør, mens livet udenfor er vold og slum. Alligevel konkluderer digtet, at København burde være mere som Haarlem, en kulturelt blandet og rå storby.