”Tidebogen”, der udkom i 1997, er en slags poetisk almanak. Et bredt udvalg af årets dage, fra den 1. januar til den 31. december, udgør samlingens ydre kronologi. Hver dag har et digt, og i sidens margen er oplistet forskellige historiske begivenheder, der knytter sig til dagen. Flere digte har også en illustration af et stjernetegn, f.eks. vædderen eller tyren, og nederst er enkelte steder tilføjet en farvet boks med et udsagn, der mimer de forudsigelser, man bedst kender fra avisernes horoskoper.
21908487
I alt består ”Tidebogen” af mere end 200 digte, hvoraf nogle er nye, og cirka en tredjedel er udvalgt fra Jess Ørnsbos tidligere digtsamlinger. ”Leveregler” fra 1952 står på forårsdagen den 11. juni, som også er spadsereturens dag og fandens fødselsdag. Ørnsbos leveregler lever ikke op til samfundets normer. Bittert kaster digterjeget op ud af vinduet, konverserer hadsk og flirter med mågerne, og byen er fuld af skrald, hundelorte, trafikpropper og bakteriekulturer. En spadseretur gennem byens kvarterer medfører i digtet et surt opstød, der strækker sig over syv strofer, hvor de seks første rytmisk indledes på samme måde med ordet som. Sidste strofe ender på de åbne pladser, hvor det ensomme digterjeg afslutningsvis sukker over døden.
”Sammenlagt repræsenterer "Tidebogen" næsten 300 stemninger. Alle nuancer. Dertil en uafbrudt polemisk spænding, mellem digt og horoskop eller mellem digtene, der er ordnet kontrært: efter et blødt digt et hårdt, efter et natur-digt et digt fra en skrotplads, efter en intuition en offentlig mening. Bogen er jo skrevet af en dramatiker, og dette er et dramatisk princip med roller, der taler op mod hinanden. Jeg kan ikke døje digtsamlinger der er som rullepølsen: første skive smager fuldstændig som den sidste. Jeg har siddet i 10 år med alle mulige kalendere og bragt elementer sammen, mange af de historiske oplysninger hentede jeg fra Jyllands-Postens "Dags dato"-klumme. Det er ikke fri fantasi, men nøjagtighed og præcision, der bærer hver side. Bogen er et kolossalt puslespil,” (Anders Raahauge: Forsvar for modenheden. Jyllands-Posten, 1997-12-23) siger Ørnsbo selv om ”Tidebogen” i et interview i Jyllands-Posten.