Det er vanskeligt at forestille sig en bog som ”Kammerat Napoleon” uden Jonathan Swifts ”Gullivers rejser” (1726). I Swifts bog bruges allegorien også effektivt til at flytte en kritik af og satire over visse strukturer i det menneskelige samfundsliv over i en anden sfære for dér at lade det fremtræde så meget desto mere tydeligt. Hvor Swift lod Gulliver skylle i land hos lilleputter og kæmper, der mindede ganske meget om visse samfund på forfatterens tid, lader Orwell sin satire udspille sig i dyrenes verden. Men grundlæggende er det allegoriske greb det samme.
Som forlæg for sine reportager fra bunden af samfundet i Paris og London havde Orwell især Jack London, som i begyndelsen af 1900-tallet foretog en række ekskursioner til de fattige kvarterer i den engelske hovedstad. Londons reportager (nogle af dem samlet i ”The People of the Abyss”, 1903) trak selv på en udviklet tradition for dokumentation af almuens svære vilkår i de hurtigt opskudte industribyer, som vi også kender det fra eksempelvis Jacob A. Riis’ ”How the Other Half Lives” (1890).
I sin nærmest filologiske interesse i det totalitæres sprog har Orwell en kollega i den tyske jøde Victor Klemperer, der mirakuløst overlevede jødeudryddelserne i Hitlers Tyskland. Klemperer var filolog, og han dokumenterede i sine notesbøger, hvordan det tyske sprog langsomt begyndte at ændre sig og spredte gift i befolkningen i en sådan grad, at vejen pludselig var banet for Holocaust og det største europæiske traume nogensinde. En del af disse betragtninger er overskueligt og klart nedskrevet i Klemperers bog ”LTi ― Lingua Tertii imperii”, hvilket betyder Det Tredje Riges sprog (1947, da. 2010).
En særlig sensibilitet i denne retning finder vi i nyere tid hos den tysk-rumænske nobelpristager Herta Müller. Også hos hende starter totalitarismens magt i sproget. Hendes litterære stil er delvis karakteriseret ved at opstille og til en vis grad opfinde et særligt sprog, som kan modsvare den totalitære udslettelse af præcis refleksion og tankevirksomhed. Samtidig er hendes bøger stærke vidnesbyrd om, hvordan politisk undertrykkelse og terror kan påvirke den sproglige bevidsthed, hvordan undertrykkelsen glider ind i sproget og bliver selvforstærkende.