George Orwell skrev i et hav af forskellige genrer og formater, fra ungdommens digte til journalistik, reportager, essays, breve, dagbøger og romaner. Altid med en nøgtern og præcis stil, selv når det går mere malerisk for sig som i ”Paris og London på vrangen”.
Man kan grundlæggende udstikke to tydelige spor, som Orwells forfatterskab følger. Det første spor er en slags reportagejournalistik med essayistiske og skønlitterære træk og kommer tydeligt til udtryk i ”Paris og London på vrangen”, ”The Road to Wigan Pier” samt ”Hyldest til Catalonien”. Her tager Orwell udgangspunkt i sine egne oplevelser som omstrejfer og som frivillig i Den Spanske Borgerkrig og formulerer en bidende kritik af det politiske, kapitalistiske system, som fastholder en kæmpe underklasse i fattigdom, men omvendt også af socialismens blændværk.
Et andet spor, og det, som Orwell er blevet mest kendt for i eftertiden, er hans analyser af det totalitæres måde at fungere på. Den falske revolution i ”Kammerat Napoleon” og det helt igennem undertrykkende og indgribende regime i ”1984” er begge scenarier, der er direkte modelleret over sovjetkommunismen og nazismen. I begge tilfælde er der brug for en stærk fortælling om en ydre fjende (jøden for nazismen, kapitalismen og nazismen for sovjetkommunismen), der konstant må genfortælles og omformes, så den passer med statens interesser.
Samtidig er de totalitære regimer især farlige ifølge Orwell, fordi de griber ind i vores inderste – nemlig igennem deres bevidste udnyttelse af sproget. I Orwells romaner om totalitarismen formes borgernes virkelighed oppefra af paroler, der gentages så ofte, at det bliver sandhed, og af ord, der er sirligt indrettet til kun at kunne udtrykke et vist udsnit af virkeligheden.
For begge disse spor løber den særegne sproglige opmærksomhed som en tydelig åre sammen med frygten for ethvert system, der sætter kollektivet over individet. Dermed kan Orwell heller ikke siges at have en entydig politisk agenda – både kapitalisme og socialisme får rap over nallerne i hans forfatterskab – men frygten for og opmærksomheden på overordnede undertrykkelsesstrukturer taler imod enhver form for totalitarisme.