Da George Orwell udgav ”Animal Farm” i 1945 (”Kammerat Napoleon”, 1947), lå Europa i ruiner. Anden Verdenskrig havde været et frygteligt bevis på den destruktive kraft, der lå indbygget i de totalitære regimer, som var sprunget op overalt i Europa i løbet af 1930’erne.
”Kammerat Napoleon” er en satirisk allegori over en revolution mod et undertrykkende regime, der viser sig at være præcis lige så undertrykkende og totalitært som det forudgående. Dyrene på en gård i England gør oprør mod deres tyranniske husbond og indstifter et frit og demokratisk styre, hvor ’alle dyr er lige’.
I starten er alting fryd og gammen, og dyrene glædes over deres nye rettigheder. Selvom høsten ikke forløber lige så effektivt som dengang, de arbejdede for menneskene, er de dog nu frie og lige. Men helt lige er de selvfølgelig ikke. Nogen må lede, og svinene med det smækfede præmiesvin Napoleon i spidsen påtager sig med glæde den rolle. Dyrene accepterer lederskabet, og inden længe flyder den herskende klasses privilegier lige så langsomt tilbage mod svinene, indtil de ikke længere kan skelnes fra menneskene. Revolutionen er slået fejl, og dyrene har blot erstattet et tyranni med et andet.
23102390
Orwells greb er simpelt men effektivt. Ved at flytte en banal historie fra menneskenes verden til dyrenes, bliver revolutionens ideologiske dobbeltmoral og iboende modsigelser afsløret morsomt og spidst. Dyrene har hver især egenskaber, der svarer præcis til forskellige grupper i menneskenes samfund; de dumme får, der kun kan gentage slagord i kor; de bidske hunde, der virker som revolutionens voldsparate vogtere; arbejdshestene, der slider sig selv ihjel; svinene, der kynisk og manipulerende æder sig fede på andres bekostning osv.
Mange af de orwellske temaer er nu helt klare og veludviklede. Svinenes vej til den totale magt over de andre dyr er først og fremmest en magt over sproget og historien. Som en indstiftende manøvre opmales dyrenes paroler på en af laderne. Men som tiden går, tilføjes der lige så langsomt ord, og hvis alle dyr var lige til at starte med, ender revolutionen uundgåeligt med den berømte formulering, at ’nogle dyr er mere lige end andre.’ De fleste af dyrene er sig ikke denne glidebane bevidst, og derfor kommer de til at opfatte de nye paroler som en lige så stor sandhed som dengang revolutionen var frisk, ung, idealistisk og i sin vorden.