I 2002 udkom billedbogen “Idiot!”, som handler om den skæve karakter August og hans magiske univers, hvor f.eks. plasticposen Mit lille Uhyre er hans bedste ven. August bor sammen med sin mor, og man følger ham fra barn til voksen. Det, der peger på, at Anton er “i-di-ot”, og ikke helt som alle andre, er dels, at børnene i byen råber det af ham, dels at hans barnlige tanker og dialoger ikke ændrer sig i takt med, at han bliver voksen. I starten af bogen er det således let at acceptere Augusts finurlige tanker, der er præget af engle, nonsens og sjove omskrivninger, f.eks. “Det sner og sludrer”, “filuren hare” og “verden er af lava”. I takt med, at handlingen skrider frem, og August ældes, bliver universet dog mere og mere sært og foruroligende, f.eks. er det ikke et tegn på ’voksne’ tanker at tænke, at kirkegården er et sted, “Frøken Holm hviler sig”, og at “Farfar Lakridsmand” bor nede under jorden. August bibeholder sin egen virkelighed, og det er et af bogens temaer.
27580963
Bogen berører nogle tabuer, dels ved at fortælle historien ud fra en ”idiots” synspunkt, dels ved at lade hans mor slå ham ihjel til sidst i bogen. Da August tænker, at han skal ”sidde på Guds højre hånd og drømme levende og døde” går hans nonsens fra at være komisk til at blive poetisk og sørgeligt. Omskrivningen illustrerer, at August i sin tossede uskyld besidder en større rummelighed end de ’normale’, en tolerance, som gør, at han i stedet for at dømme, drømmer. Samme symbolik ses i, at de åndssvage gerne vinker til August, mens de ’normale’ børn råber efter ham. Ligesom “Lejren” stiller “Idiot!” skarpt på normalisering, ensretning og på konventioner: Kan man (tillade sig at) definere, hvad der er normalt? Og selv, hvis man kan, er der så grund til at fordømme det, der ikke er normalt?
Historien er en slags collage af en skæv eksistens verdensbillede, som den fortælles gennem Augusts særlige blik.
Fortællingen fremstår ikke som fortalt med én stemme, men er derimod polyfon – den består af forskellige stemmer, tanker og dialoger. Billedsiden er også en selvstændig fortæller, som er med til at vise, at August ikke kun befinder sig i en magisk verden, men også i den ’virkelige’ verden, hvor folk råber af ham og hvor moderen bekymrer sig over, hvad der skal blive af ham, når hun dør. Illustrationerne er først og fremmest det, der står for det narrative forløb i tid og rum og skaber på den måde en sammenhæng i infernoet af tankestrøm, dialog og brudstykker af børnesange, remser, ordspil og salmer.
Det er i billedsiden, at vi kan se, at August bliver ældre, at det bliver dag i stedet for nat etc. læseren tvinges på den måde til at bruge billedsiden aktivt i organiseringen af fortællingens forløb.
Ved at fortælle historien gennem Augusts synsvinkel tvinges læseren til selv at prøve at være tosset og dermed forsøge at forstå eller i hvert fald identificere sig med en tosset.