“Lejren” er en billedbog fra 2011, som handler om otte børn i alderen 10-13 år, der ankommer til en lejr, der ligger “Ingen-Steder, det vil sige Alle-Steder”. Børnene har forskellig kulturel oprindelse, der er både en Hamid, en Krzysztof og en John. I lejren bliver de indkvarteret i barakker, som, i kontrast til lejrens barske indtryk, er tildelt blomsternavne. I lejren går børnene mange hårde måneder i møde, de sulter, bliver sat til at arbejde, og nogle af dem bliver syge undervejs. En af pigerne begår ligefrem selvmord ved at kaste sig mod lejrens stødindhegning. Lejren fremstår som en blanding af en opdragelsesanstalt og en kz-lejr. Vagterne taler tysk, børnenes hår barberes af ved ankomsten for at indgå lus og lopper, og de sendes i bad, iføres uniformer og får et nummer. Drengen Hamid drager paralleller til asylcentre, og sammenligningen ligger da også lige for med beskrivelsen af, hvordan skal seks børn dele én køje, og at der er et toilet til 42 mennesker. Lidelserne i lejren bliver fortalt i en nøgternt registrerende stil af en tredjepersonsfortæller, der har adgang til alle børnenes tanker og følelser. Dermed kommer bogen til at fremstå som en blanding af ’barnlige’ tanker og nøgtern ’voksen’ fremstilling. Budskaberne “kærligheden besejrer alle” og bogens startsætning “barndommen overgår alle”, hvor ’alt’ er byttet ud med ’alle’, giver de ellers normalt positive talemåder en ildevarslende tone.
28574274
“Lejren” kan læses som en allegori på barndom, men stiller spørgsmål til den traditionelle opfattelse af barndommen som fri og uskyldig. I “Lejren” er barndommen et sted, hvor man uden at have et valg placeres og gennem hård opdragelse skal rettes ind, lære at tilpasse sig og adlyde autoriteter. Lejrens opdragelse består i afrettelse og ensretning og gør i bogstaveligste forstand børnene til et nummer i rækken frem for selvstændige individer.
Da børnene til sidst slippes fri, er de helt uvidende om deres egen identitet. De opnår pludselig en frihed, som de dog ikke ved, hvad de skal stille op med, fordi de ikke ved, hvem de selv er: De ”kan gå, men ved ikke hvorhen”. Dette kan symbolisere, hvordan voksenlivet fører en frihed og et ansvar med sig, som den opdragelse, barndommen giver, måske ikke forbereder til. Beskrivelsen af rædslerne i lejren kan dermed opfattes som en kommentar til måden, institutioner, måske især i den vestlige verden, opdrager og ensretter på.
Billedsiden i bogen er dyster og stemningsfuld. Selv siger Karrebæk om bogens visuelle udtryk: “Tegninger kan i mange sammenhænge bløde historien op, men ikke her, hvor jeg har forsøgt at gå hele vejen med historien som lygte. Kun ved at tegne hudløst, kan det måske give mening.” (“5 spørgsmål og svar fra Oscar K. og Dorte Karrebæk om Lejren”. Høst & Søn).