Line

Citat
”Det var her (...) omkring Den tilsandede kirke, at Jakobs storesøster Line forsvandt sporløst for 29 år siden. Jakob ved, at det giver mening, at hans far skulle have valgt at tage sit liv netop her.”
”Line”, s. 5.

Novellen ”Line” (2013) er Jens Østergaards vinderbidrag til Krimidysten, en konkurrence som hjemmesiden Krimifan.dk arrangerede i 2013. Hjemmesidens læsere havde direkte indflydelse på historien, idet de valgte, hvor mordet skulle begås, hvem der skulle myrdes og med hvad. Det var derfor et krav, at gerningsstedet var den tilsandede kirke i Skagen, offeret en reality-stjerne og mordvåbnet en saks.

I ”Line” tager hovedpersonen Jakob tilbage til sit barndomshjem ved Skagen. Anledningen er, at hans far ugen forinden har begået selvmord med en saks på præcis det sted, hvor Jakobs storesøster Line forsvandt sporløst mange år tidligere.

Jakob indlogerer sig på Ruths hotel, hvor han gennemgår en flyttekasse med ting, han har hentet i sin afdøde fars hus. Faren har en fortid som deltager i reality-programmet ”Åndernes tjeneste”. I programmet fortalte han om de syner, han ind imellem havde haft, når han gik tur ved Den tilsandede kirke. Her kunne han sommetider se sin forsvundne datter Line løbe rundt og lege, på samme alder og i det samme tøj, som da hun forsvandt som lille pige. På en af farens hjemmebrændte Dvd’er finder Jakob nogle besynderlige optagelser af kirken, der er dateret et år tidligere. På billederne kan han se sin far og kirketjeneren Bjarne. Optagelserne får ham til at tage ud til kirken, og her er alt ikke, som det burde være. Selvom Jakob ikke er af samme spirituelle overbevisning som faren, får hændelserne ved Den tilsandede kirke ham til at tvivle på, om der findes spøgelser eller ej.

”Line” er både en spøgelseshistorie og en kriminalgåde. Den er fortalt med udgangspunkt i Jakob af en 3. personfortæller. Sproget er beskrivende og fortællende. Replikudvekslinger og indre monologer bruges til at kombinere barndomsminder og nutidens hændelser i et forløb med en stigende spændingskurve.

Novellen, der ved en afstemning blandt læserne vandt over to andre kriminoveller, kan downloades gratis som e-bog på forfatterens hjemmeside.