Håkon Øvreås er født den 5. april 1974 og er opvokset i Hof i Vestfold i Norge. Håkon Øvreås begyndte at skrive allerede som 16-årig, og i 2005 blev han kåret som månedens digter på den norske lyrikside Diktkammeret. I 2008 blev Håkon Øvreås færdiguddannet som cand.mag. i litteraturvidenskab fra universitetet i Oslo. Samme år debuterede han som forfatter med digtsamlingen for voksne, ”Avstanden mellom hus”, der ikke er udgivet på dansk.
I 2013 debuterede Håkon Øvreås som børnebogsforfatter med bogen ”Brune”. Han havde arbejdet med bogen i mange år, men først da hans kone fandt det ufærdige manuskript i en skuffe, kom der skub i arbejdsprocessen, der involverede hele familien: ”De støtter aktivt faderens forfatterskab, på hver deres måder. Hans kone fandt manuskriptet til vinderbogen halvfærdigt i skuffen og opmuntrede ham til at gøre det færdigt. Datteren Una på 16 er en ræserlæser og havde generelt nyttige indspark. Kjartan på 14 læser langsommere og mere grundigt og holdt sin far op på enkelte ord: ”Det ord kan du ikke bruge i en børnebog, far.” Den yngste, Endre på otte, fik læst højt, og hans reaktioner blev en nyttig temperaturmåler.” (Marianne Lystrup: Overrumplet prisvinner. Vårt Land, 2014-11-05). I 2014 vandt Håkon Øvreås sammen med illustrator Øyvind Torseter Nordisk Råds pris for børne- og ungdomslitteratur for ”Brune”.
Håkon Øvreås arbejder sideløbende med sin forfattervirksomhed som redaktør på forlaget Bokvennen. Håkon Øvreås er gift og har tre børn. Han er bosiddende i Sundbyfoss i Vestfold i Norge.