I Håkon Øvreås’ bog ”Brune” skildres en sorgproces oplevet gennem barnets øjne. Øvreås er dog ikke den eneste forfatter, der lader de afdøde bedsteforældre hjælpe til med at forløse sorgen hos barnet.
Samme tematik kan findes i Kim Fupz Aakesons ”Så blev farfar et spøgelse” fra 2004. Drengen Esben har mistet sin farfar, og både mor og far prøver at forklare Esben, hvad der er sket, og hvor farfar er henne. De siger, at farfar er oppe i himlen, selvom han blev begravet i jorden, men Esben ved at det ikke passer. Det ved han, fordi farfar kommer på besøg hos Esben om natten. Farfar er blevet til et spøgelse. Han har det, som om han mangler noget. Sammen må Esben og farfar finde ud af, hvad det er, for at farfar kan komme videre med sit efterliv. I modsætning til Brune, hvor bedstefaren hjælper Rune videre gennem sorgen, er det her Esben, der skal hjælpe farfar. Det, farfar mangler, er nemlig at sige farvel til Esben.
I Ylva Karlssons ”När mormor glömde att hon var död” (”Da mormor glemte at hun var død”) fra 2001, er det pigen Johanna, der får besøg af sin døde mormor. Men til forskel fra Brune og ”Så blev farfar et spøgelse” har mormoren ingen opgave. Hun skal hverken hjælpe Johanna igennem sorgen eller færdiggøre uafsluttede sager. Johannas mormor har slet og ret glemt, at hun er død. Mormor vil lave hverdagsting, besøge sin kolonihave, spise middag med sin familie og hygge sig med kortspil, og da dagen er omme, tager hun tilbage til de dødes land.