Håkon Øvreås kredser i sin bog ”Brune” om sorgen, ensomheden og oplevelsen af ikke at kunne sætte ord på sine følelser. Rune er ikke i stand til at lukke verden ind eller vise andre, at han er ked af det. Som et led i Runes sorgproces er han nødt til at tage en anden identitet på sig. Han opfinder et alter ego, der gør alt det, Rune ikke selv kan. Brune handler. Han tager kampen op mod plageånderne, og han viser følelser som f.eks. hævnlyst og vrede.
Selv siger Håkon Øvreås dette om sin hovedperson: ”Det er måske seks år siden, jeg begyndte på en historie om en dreng, der hedder Rune, som bliver til superhelten Brune, når han skal tackle svære udfordringer. Jeg tænkte selv, at det var en lidt kraftløs idé, som jeg måtte forsøge at få det bedste ud af. Og så er det lidt alvorligt, om en type, der ikke siger så meget. Alt er ligesom bare ok. Selvom om han får hele verden i hovedet, siger han ”det går fint”. Jeg havde lyst til at anerkende den måde at være i verden på.” (Marianne Lystrup: Overrumplet prisvinner. Vårt Land, 2014-11-05).
Håkon Øvreås benytter sig ligeledes af fantastiske elementer i sin fortælling. Det gælder ikke kun den døde bedstefar, men også da Rune f.eks. får tiden til at gå baglæns ved hjælp af et afskåret, magisk giraføre, som han har fået af bedstefaren.
De fantastiske elementer er med til at understrege, at Rune befinder sig i slags liminalfase, det vil sige en overgang fra en tilstand til en anden. Rune er midt i sorgen, og den virkelighed, som han hidtil har kendt, er ophævet. Indtil en ny virkelighed er etableret, en virkelighed hvor bedstefaren er død, kan alt ske. Selv noget så vanvittigt som et magisk giraføre.