Galip siger i starten af “Den sorte bog”, at den eneste krimi, han gider læse, er en krimi, hvor end ikke forfatteren ved, hvem morderen er, og det er netop, hvad “Den sorte bog” er: En roman med en ukendt morder med et lige så mudret motiv. Der er ikke en oplagt morder, og der er ikke nogen entydig forklaring på mordene på hverken Rüya eller Celâl. Der er heller ikke én forklaring på, hvorfor søskendeparret forsvinder i første omgang. Der udstikkes derimod flere forklaringer, som på subtil vis supplerer hinanden: Årsagen kan være familiemæssig, da der er indikationer af en familiekonflikt mellem Celâl og forældrene. Der kan være politiske årsager, idet såvel Celâl som Rüya har været mere eller mindre direkte involveret i politik. Der kan være tale om en flugt fra sig selv, for efterhånden som Galip undersøger fortidens spor, bliver han opmærksom på, hvor ensomme og isolerede de begge har været. Der kan være tale om, at de iscenesætter de krimikoder, de begge holder uendeligt meget af, for at leve sig ind i de fortællinger, de begge i høj grad har levet deres liv igennem – Rüya ved at læse og oversætte kriminalromaner og Celâl ved at skrive gådefulde artikler.
26561019
“Den sorte bog” kan læses på mange niveauer. Den er en lovsang til den labyrintiske storby Istanbul, en kærlighedshistorie, en detektivroman, en fortælling om identitet og (u)muligheden af at være sig selv, en metafysisk fortælling om tingenes indre betydning og en lovsang til litteraturen. Alle romanens karakterer slås med at finde deres sande identitet midt i Istanbuls virvar af tegn, der stritter i alle retninger, og hvor de vestlige tegn i stadigt stigende grad erstatter de østlige, hvilket eksempelvis repræsenteres igennem historien om Mester Bediis dukker. Dukkerne fremhæves som en “fuldkommen efterligning af Allahs skabninger” (side 68), og de står i skarp kontrast til menneskene på gaden, hvis “kropsbevægelser var begyndt at miste deres ægthed på grund af de forbandede film, som blev importeret fra Vesten” (side 71).
Gang på gang fremhæves det, at det kun er igennem fortællingen, gennem litteraturen, at mennesket kan blive sig selv. Som det hedder: “Mennesket kan kun blive sig selv ved at fortælle historier.” (side 444), eller senere i romanen: “den eneste måde man kan blive sig selv på er ved at blive en anden eller ved at forsvinde ind i en andens historie” (side 466).