“En dag læste jeg en bog, og hele mit liv var forandret.” Så pirrende indledes “Yeni Hayat” fra 1994 (“Det nye liv”, 1999). Ordene kommer fra Osman, en 22-årig studerende. Han ser en dag den skæbnesvangre Bog i hænderne på den smukke Canan (som i øvrigt betyder ‘den elskede’ og ‘Allah’), hvorefter han skynder sig at erhverve den. Bogen åbenbarer en helt ny verden for ham. Dagen efter forelsker han sig i Canan, og han beslutter sig for at forlade sin trygge tilværelse i Istanbul for at drage ud i Tyrkiets afkroge og afsøge det nye liv, som Bogen lover.
Osman og Canan tager sammen på denne søgen efter kærligheden og det nye liv, og således ser det umiddelbart ud til, at Osmans kærlighedstour skal ende lykkeligt. Problemet er blot, at Canan er forelsket i Mehmet, som dog er sporløst forsvundet.
De to personers jagt på kærligheden og et nyt liv udfolder sig som en bustur rundt i Tyrkiet. Turen fremstår som en række af komiske og film noir-lignende scener, hvor store kærlighedshistorier og storslåede mordscener udfoldes på bussernes fjernsynsskærme, og hvor filmene suppleres af virkelighedens spektakulære busulykker. Under deres groteske tur kommenterer karaktererne på, hvad der er sket med deres land op gennem det 20. århundrede. Det land, de rejser rundt i, er et land, der har slugt en ordentlig dosis vestlig påvirkning repræsenteret ved blandt andet Coca Cola og diverse Hollywoodbaskere, men som har fået det i den gale hals. Indbyggerne har enten fuldstændig indoptaget de nye tendenser, mens de har glemt deres egen fortid, eller de er villige til ligefrem at begå mord for at overvinde den udefrakommende afsmitning og bevare det nationale særegne.
22128450
Mod romanens slutning vokser en optimisme dog i Osman. Han er egentlig taget af sted på endnu en bustur på jagt efter mening og efter Canan, som i mellemtiden har giftet sig med en anden, ligesom han i øvrigt selv er blevet gift og er blevet far. Men mens han sidder i bussen, tænker han pludselig: “Jeg kunne godt lide at se fodbold i fjernsynet, at råhygge hjemme om søndagen, at tage en lille én indenbords en gang imellem, at gå til stationen sammen med min datter for at se på tog, at prøve forskellige ketchupmærker, at læse og sludre med min hustru og elske med hende, at ryge en cigaret, at sidde som nu et eller andet sted og drikke kaffe i ro og mag og gøre tusind andre ting” (s. 301). I sine tanker formår Osman således at finde glæde ved tanken om at kombinere tyrkiske traditioner med importerede traditioner, varer og ting. Pointen er – og det er en af romanens hovedpointer – at kulturel identitet altid handler om at vælge, og at kulturer ikke eksisterer som lukkede enklaver, men hænger sammen og påvirker hinanden. En bog vil i den optik altid trække på alle tidligere skrevne værker, og Osman finder da også frem til, at Bogen er et resultat af alle bøger i verden.
Om Pamuk i øvrigt mener, at tyrkerne formår at leve med de kulturelle forskelle, som eksisterer i landet, er langt fra entydigt, for just efter Osmans positive tanker kører bussen en skæbnesvanger skæbne i møde.