Pamuks romaner giver et godt indblik i Tyrkiets politiske historie og et fint billede af de mange politiske og religiøse grupperinger, som gennem tiden har været med til at sætte dagsordenen i det modsætningsfyldte land. Romanerne anlægger hver især nye vinkler på Tyrkiet ved at forholde sig til forskellige historiske perioder samt ved at inddrage de mange politiske og religiøse fløje, som eksisterer i landet, og som med forskellige grader af fanatisme forsøger at blive dominerende.
I værkerne beskrives Tyrkiet som et land med en dobbeltsjæl. Geografisk er landet en del af Europa, men hvad med dets politiske tilhørsforhold? Her er svaret mindre entydigt. Tyrkiet og tyrkerne fremstilles som værende splittede i deres inderste mellem en vestlig tilgang og en østlig, og alle Pamuks karakterer forsøger på forskellig vis at komme overens med og bygge bro over denne splittelse. Som Cems søn i ”Den rødhårede kvinde” siger: ”Jeg vil bare ikke defineres ud fra modsætningsforhold som venstreorienteret og højreorienteret, religiøs og moderne, ven og fjende, jeg vil være mig selv. Derfor holder jeg mig for mig selv og skriver digte.” (s. 216). Splittelsen er et gennemgående tema i Pamuks værker, som på forskellig vis handler om at søge sin identitet: den nationale, den kulturelle, den periodiske, den personlige, den familiære, den litterære.
Kunsten i form af især litteratur og malerkunst er et af de områder, som samtlige værker forholder sig til, og på den måde involverer Pamuk sin ungdoms interesse for malerkunsten med sit levebrød: litteraturen. Mange af romantitlerne inddrager farver – som “Det hvide slot”, “Den sorte bog” og “Mit navn er rød ” -, og en af hovedpersonerne i sidstnævnte roman hedder ‘Sort’. Og desuden diskuterer ”Uskyldens museum” helt eksplicit kunstens og kulturens rolle. Kunsten fremhæves hos Pamuk som vigtig i identitetsskabelsen, og den fremstilles både som en forenende og som en adskillende faktor. Det er blandt andet via refleksionerne over kunsten, at romankaraktererne – såvel som læserne – erfarer personlige, nationale samt grænseoverskridende karakteristika. Da Pamuk i 2006 modtog Nobels Litteraturpris, begrundede nobelpriskomiteen blandt andet valget med, at: “Pamuks fantasi sætter ting sammen således, at vi forstår såvel deres slægtskab og deres forskellighed mere indgående. Vestlig litterær indflydelse såsom Kafka, Borges og Eco blandes med indflydelse fra islamisk litteratur, inklusiv populær tyrkisk folketradition og klassisk persisk poesi som Shahnameh. Hans fortællinger er komplicerede tour-de-forces, som berettes af mange fortællestemmer, og således får han os til at se tingene på en ny måde og får os til at reflektere. ‘Paradoks’ er nøgleordet til hans univers, en verden, som er skabt af uventede kombinationer, som får os til at tænke anderledes end vanligt.” (Tale af Gorgia Brown, kan findes på www.nobelprize.org).
Flere af romanerne benytter detektivhistorien som udgangspunkt for at søge identitet, og det gør de på så subtil vis og med så mange fortællelag, at man som læser skal holde tungen lige i munden for at følge med. Gør man det, bliver man til gengæld belønnet med uovertrufne plot, dragende kaffesalonhistorier, filosofiske fabuleringer og politisk spektakel ud over det sædvanlige.