Første bog i “Arven”-trilogien, “Eragon” fra 2003 (“Eragon”, 2004), handler om den 15-årige forældreløse bondedreng Eragon, der bor sammen med sin fætter Roran og sin onkel Garrow lidt uden for landsbyen Carvahall i landet Alagaësia. Alagaësia er regeret af Rigets hersker, den sindssyge og magtgale Galbatorix.
En dag finder Eragon en blå, skinnende sten, da han er ude at jage. Eragon tager stenen med hjem, og en nat udklækkes det, der viser sig at være et æg, og en smuk, blå drage kommer ud. Af frygt for sin families reaktion og fordi Galbatorix tvinger alle drageryttere til at tjene sig, opfostrer Eragon dragen i skjul og giver den navnet Saphira. Efter at Roran er rejst ud for at tjene penge til at kunne gifte sig med Katrina – den pige, han elsker – kommer Eragon en dag hjem og finder onklens gård brændt ned og Garrow slået halvt ihjel. Garrow dør i sygesengen, og den sorgtyngede Eragon beslutter at tage ud i verden sammen med Saphira og den mystiske historiefortæller, Brom, dels for at hævne sin onkel, og dels fordi han aner, at han og Saphira er i fare. Det bliver til en farefuld rejse, hvor Eragon møder modstand fra mange sider og opdager, at hans handlinger har konsekvenser for andre end ham selv.
25952898
Bogen skildrer indgående mange af Eragons tanker og følelser, og man får som læser et givende indblik i, hvorfor Eragon handler, som han gør. Et af temaerne i “Eragon”, og det, der ofte dominerer hans beslutninger og handlinger, er den rodløshed og ensomhed, han føler ved at være forældreløs og ikke kende meget til sine forældres skæbne. På samme måde er sorgen og smerten i forbindelse med, at Eragon mister flere personer tæt på sig, en drivkraft og kilde til refleksion. Man fornemmer Eragons store ensomhed, der i flere tilfælde vækker hans kamplyst og nogle gange en form for ligegyldig holdning til sit eget liv. Eragon kæmper ofte lige så meget mod sig selv som mod andre og får i den forbindelse altid Saphiras støtte og trøst.
Meget tidligt i “Eragon” bliver en anderledes måde at kommunikere på præsenteret, nemlig tale gennem sindet, også kaldet telepati. Bogen fremstiller forbindelserne mellem sindene meget ukompliceret, nemlig via kursiv, når der er tale om tanker eller telepatiske samtaler.
Den særprægede kommunikationsform bliver benyttet hyppigt af flere af figurerne i bogen, mest udtalt og rigest beskrevet mellem Eragon og Saphira. Den særlige forbindelse mellem Eragons og Saphiras sind bruges til at styrke deres kærlige og stærke bånd, men også til at lære hinanden ting – og til at diskutere og drille hinanden.
Det giver “Eragon” et modent og anderledes præg, at den ikke lader sig begrænse af gængse skillelinjer mellem racer og talesprog, men blot opfinder en anden måde at kommunikere på, en så forfinet metode, at ikke engang kendskab til samme ord behøves.