Simon Pasternak skriver spændingsbøger, der gerne vil mere end at gennemspille et plot. De vil kortlægge aspekter af menneskets inderste væsen og nuancere vores opfattelse af de historiske perioder, de foregår i. De foreløbigt tre Dorph/Pasternak-krimier om kriminalassistent Erik Rohde og drabschef Ole Larsens efterforskningsarbejde kan således i lige så høj grad læses som tidsbilleder fra 1970’ernes og 1980’ernes Danmark, ligesom de temamæssigt favner bredere end den arketypiske kriminalroman. Kærlighed, kunst, seksualitet, sygdom, eventyrlyst og drømme spiller betydelige roller i romanerne, og ofte indtager forløsningen af krimiplottet en sekundær placering.
Med Pasternaks grundigt researchede ”Dødszoner” er tendensen endnu tydeligere. Romanen synes næsten at miste interessen for sin egen kriminalgåde undervejs til fordel for en skildring af den historiske kulisse, den udspiller sig i. Den skildrer krigens umenneskelige maskineri, dens ofre og bødler og ikke mindst de personer, der befinder sig i den store gråzone imellem de to. Med Anden Verdenskrig som en velegnet prisme udstiller romanen den voldelighed og brutalitet, der kan bruse frem i mennesket, når omstændighederne tillader det. En pointe, som man også finder i Dorph/Pasternak-krimierne, er, at der ofte er utrolig kort mellem ’det gode’ og ’det onde’, hvis det overhovedet giver mening at betragte verden ud fra disse begreber.
Både Pasternaks ”Dødszoner” og Dorph/Pasternak-bøgerne er kendetegnet af en rå, nøgtern og økonomisk skrivestil med få sproglige svinkeærinder. De er præget af korte, ofte endda amputerede helsætninger, der skaber en intensitet, der på effektiv vis kan holde læseren fanget. Hermed ikke sagt, at der ikke er plads til andet end det, der holder kriminalhistorien kørende, for som antydet er en af Pasternaks litterære ambitioner at komme ud over den snævre forestilling om den plotdrevne krimi, der ikke har så meget andet at tilbyde. Et stilistisk særtræk, som man kan fremhæve i den forbindelse, er det fokus, der er på detaljer, som kan stadfæste historien i tid og rum og hermed bidrage til at etablere den historiske ramme om fortællingen.