Black Box

Citat
”Det eneste middel mod latterliggørelsen/ er at skrive de her tekster/ (der opsamler revl og krat/ som en black box)/ for på én og samme tid/ at komme helt tæt på tingene/ gøre det til min ejendom)/ og spytte det ud af mit system/ (som et lille, forsuttet bolsje).”

”Black Box”, s. 81.

I 2015 udgav Bue P. Peitersen ”Black Box”, en digtsamling med undertitlen ”En kærlighedshistorie”. Det er forfatterens mest autobiografiske udgivelse til dato, og han har siden udtalt, at han skammer sig over den, da han skrev den forblændet af forelskelse. Så selvom prosadigtenes romantiske fortælling er en fiktion, er der alligevel overlap mellem digtene og forfatterens privatliv.

Digtene handler om et mandligt jeg, Bue, der møder og forelsker sig vildt i en kvinde, der anonymiseres med et X. Hun arbejder som prostitueret, er diagnosticeret med autisme, selvmordstruet og skriver ligesom jeget litteratur. Hendes tabuiserede erhverv som sexarbejder sætter jegets følelser på prøve. På den ene side pirrer forestillingerne om, hvad hun foretager sig med sine kunder, hans fantasi. Men samtidig gør de mentale billeder af, hvordan hun berører fremmede mænd, ham vred og ubærligt jaloux. Han må erkende, at han ikke kan indgå i et forhold med én, der tjener penge på tantra- og penismassage. Så han sætter hende det ultimatum, at hvis de to skal være sammen, skal hun droppe sit job.

51763564

Digtene afspejler parrets magtkampe. De gengiver deres kærlighedserklæringer, der kan være materielle i form af Ferrero Rocher-chokolader eller sproglige i form af digte, sms-beskeder og blogopslag. Og de beskriver X, så hun fremstår både smuk og sårbar. Mens jeget selv pendulerer mellem sødme, lykke, vrede og dominans.

Sproget er enkelt, let og talesprogligt. Det er særligt de mange gentagelser og brugen af parenteser, der er med til at give rytme, som i digtet ”Pink Overalls”, hvor parret tager i Zoologisk Have på en romantisk date. Her gentages verset ”(så jeg ikke skal tænke så meget på pikkene) (s. 72) fire gange og mimer den måde, jeget ikke kan abstrahere fra tanken.

”Black Box” virker skrevet fra det punkt, hvor nyforelskelsens besættelse skærer vanviddet. Via jegets tvangstanker, som X kalder tankespiraler, udstiller Bue P. Peitersen nogle af de problemer, der kan være forbundet med at være pårørende til prostitution. Men de rejser også mere almene, eksistentielle spørgsmål, som hvor meget man kan og bør kontrollere hinanden i en kærlighedsrelation? Og hvor stor en rolle ens egen usikkerhed, angst og andres normer spiller for ens valg af partner?