Bue P. Peitersen

Bue P. Peitersen (P’et står for Peiter) er født i Lyngby, men opvokset på Djursland (langt ude på landet) i et hjem, hvor der var rigeligt med kunst og kreativitet. Begge forældre har været omkring Det Jyske Kunstakademi, moren lavede skulpturer og tegnede i den realistisk-nørklende tradition, mens faren arbejdede mere spontant og ekspressivt – og ofte mere udadvendt og folkeligt – med alt fra relieffer, malerier og collager til teater, kabaret og revytekster.

I teenageårene var Bue P. Peitersen begyndt at interessere sig lidt for digte, dvs. både dem, man kunne læse, f.eks. F.P. Jac, Dan Turèll og Michael Strunge, og dem, man selv kunne skrive. Da han som 18-årig flyttede til København – hvor han med undtagelse af et års tid har boet lige siden – købte han sin første skrivemaskine, som han brugte nogenlunde flittigt, side om side med opvaskerjob og Christianiature, på det værelse, han lejede af sin ældste søster på Meklenborggade på Amager.

Efter en kort tur tilbage til Jylland, hvor han gik på Ask Højskole m.m., tog han HF på Frederiksberg Gymnasium efterfulgt af universitetsstudier på KUA, hvor han skrev speciale om den danske modernismereception. Et års tid efter han var færdiguddannet som cand.mag. i dansk, begyndte han at arbejde som tekstforfatter og konceptudvikler på et reklamebureau, hvor han var i cirka fem år (nu arbejder han fra tid til anden som freelance tekstforfatter).

Det var først sent, at han for alvor begyndte at gøre noget ved digtningen, og i 2011, som 35-årig, udgav han sit første lille hæfte, ”Jeg er så lyserød men jeg er også gud”. Herefter begyndte skrivningen at tage fart, dels på hans blog, peitersen.blogspot.dk, dels via hans håndlavede og meget ’stoflige’ hæfter, og i 2013 fik han Bukdahls Bet – Den Smalle Litteraturpris (for ”Manden i takes der forvandler”, 2012). Samme år udgav han digtsamlingen ”JUICE”, og her såvel som andre steder kan man se en fri og legende (og ofte ’idébaseret’) tilgang til digtene (muligvis også påvirket af hans arbejde i reklamebranchen), for eksempel når han skriver om navnene på 57 forskellige neglelaksfarver eller bygger en lang digtsuite over ord, som rummer hans eget navn, fra ’buegang’ til ’regnbue’. 

Efter at have fået publiceret digte i Hvedekorn debuterede Bue P. Peitersen i 2011 officielt med samlingen ”Jeg er så lyserød men jeg er også gud”. Den består af omkring 30 kortfattede, titelløse digte, der udtrykker en form for ’strøtankedigtning’, som tager udgangspunkt i en enkelt kunstnerisk impuls og dermed sjældent giver digtene forløb eller gennemreflekteret struktur. I forhold til efterfølgende udgivelser som ”Electric L.” (2011) og ”Manden i takes der forvandler” (2012) er debuten præget af en mere gennemgående inderlighed og dvælen ved det nære. Ofte er det tosomhedens luner, der reflekteres over, ikke kun i form af intime indblik i ungdommelig kærlighed, men også f.eks. via et par typeafgrænsende digte om forskellene mellem digterjegets far og mor.

29024812

Flere af digtene fremstår som små, sansemættede kærlighedserklæringer som denne: ”Dine kærestefingre, / dem lytter jeg til, / de er så ømme, / som små træer der tænker, / det er altid søndag når de er her”. Andre digte har karakter af mindre blødsødne statements som for eksempel dette: ”Sex er tit bare tømmermænd der sidder på fingerspidserne” eller det afsluttende digt: ”Jeg ka ikke jeg vil ikke jeg gider ikke mere, / lad nogle andre rode med lortet”.

Som titlen antyder, er der i ”Jeg er så lyserød men jeg er også gud” en forsigtig flirten med eksistentielle spørgsmål om gud, guddommelighed og guds tilstedeværelse eller mangel på samme. Men ’gud’ er hos Peitersen et meget flosset begreb. Der er muligvis en guddommelig tilstedeværelse i alting, for eksempel en plet på øjet, som det beskrives i et af digtene, men der er ikke nogen almægtig guddommelig instans. Hvis der er en gud i traditionel forstand, har han ”næsten lukket de øjne”, som han betragter verden igennem, og spørgsmålet er så, hvad der træder i stedet for som styrende kraft. Måske jeget selv?