Efter at have fået publiceret digte i Hvedekorn debuterede Bue P. Peitersen i 2011 officielt med samlingen ”Jeg er så lyserød men jeg er også gud”. Den består af omkring 30 kortfattede, titelløse digte, der udtrykker en form for ’strøtankedigtning’, som tager udgangspunkt i en enkelt kunstnerisk impuls og dermed sjældent giver digtene forløb eller gennemreflekteret struktur. I forhold til efterfølgende udgivelser som ”Electric L.” (2011) og ”Manden i takes der forvandler” (2012) er debuten præget af en mere gennemgående inderlighed og dvælen ved det nære. Ofte er det tosomhedens luner, der reflekteres over, ikke kun i form af intime indblik i ungdommelig kærlighed, men også f.eks. via et par typeafgrænsende digte om forskellene mellem digterjegets far og mor.
29024812
Flere af digtene fremstår som små, sansemættede kærlighedserklæringer som denne: ”Dine kærestefingre, / dem lytter jeg til, / de er så ømme, / som små træer der tænker, / det er altid søndag når de er her”. Andre digte har karakter af mindre blødsødne statements som for eksempel dette: ”Sex er tit bare tømmermænd der sidder på fingerspidserne” eller det afsluttende digt: ”Jeg ka ikke jeg vil ikke jeg gider ikke mere, / lad nogle andre rode med lortet”.
Som titlen antyder, er der i ”Jeg er så lyserød men jeg er også gud” en forsigtig flirten med eksistentielle spørgsmål om gud, guddommelighed og guds tilstedeværelse eller mangel på samme. Men ’gud’ er hos Peitersen et meget flosset begreb. Der er muligvis en guddommelig tilstedeværelse i alting, for eksempel en plet på øjet, som det beskrives i et af digtene, men der er ikke nogen almægtig guddommelig instans. Hvis der er en gud i traditionel forstand, har han ”næsten lukket de øjne”, som han betragter verden igennem, og spørgsmålet er så, hvad der træder i stedet for som styrende kraft. Måske jeget selv?