Genrer og tematikker

Typiske træk ved forfatterskabet er hyppig inddragelse af engelske ord, elementer fra populærkulturen og en lind strøm af produktnavne. Det virker, som om Bue P. Peitersen ofte bliver fascineret af en genstand, et produkt eller et ord, og så hvirvler han sprog op rundt omkring det: Han bruger det som en slags skrivebatteri, han kredser rundt om det og henter energi i det, indtil det er udtømt.

Et karakteristisk tegn ved mange af digtene er deres energi, ikke at de altid kører i et højt tempo (der er også mange stille og ’forsigtige’ digte), men nærmere forstået, som at digtene generelt er levende, de rummer en friskhed, både på grund af emnerne, ordvalget og den humor og udadvendthed, der ofte ligger i dem, men også i selve den måde, de er bygget op på, i rytmen, der driver dem frem, musikken i dem, som om de er meget fysiske i deres form. Den energi og fysik kan man også tydeligt mærke i forfatterens oplæsninger.

Forfatterskabet rummer også mange mere traditionelt opbyggede digte, hvor det følelsesfulde og inderlige (som enten kan være lyst eller mørkt, abstrakt eller virkelighedsnært) overtager pladsen fra den legende, nysgerrige og drillende tilgang til genren, hvor ordene er fascinerende byggeklodser, der kan stables oven på hinanden på nye måder.

Der kan være en ’lækkerhed’ eller noget glittet over mange af teksterne, både i stilen (de engelske ord, produktnavnene etc.) og i emnevalget (f.eks. slikprodukter eller diamanter), men også i den visuelle fremtoning: ”JUICE” er meget klar, kulørt og stram i sin visuelle æstetik, og både her og andre steder leges der med tekstens fysiske fremtoning.

Også i forfatterens håndlavede hæfter spiller det visuelle og stoflige en tydelig rolle: Her er det nærmest en slags kunsthæfter, hvor der eksperimenteres med papirkvaliteter og indplacering af forskellige fysiske elementer: ”It’s” (2013) er et lille digthæfte, som leveres i en blå- og hvidstribet slikpose, og inde i hæftet finder man en låge, der kan åbnes, et kort placeret i en lomme, en tag-ud-plakat og en blå- og hvidstribet miniaturebog anbragt i endnu en lomme allerbagerst i bogen. På den måde bliver hans håndlavede hæfter til en slags bogobjekter, hvor teksten og den fysiske udformning, papirkvaliteten etc. spiller bevidst sammen og danner en helhed (i modsætning til mange forlagsbøger, hvor fysikken, forsiden og layoutet ofte kan have karakter af nødvendig indpakning, som forfatteren mere eller mindre har overladt til nogle andre).

På bloggen eksperimenteres der også meget med diverse former og inddragelse af visuelle elementer, og her er der klart tale om en slags værksted for digteren: Mange af digtene fra hans udgivelser bliver til her, i en kladdeform, og på den måde spiller peitersen.blogspot.dk en central rolle i forfatterens praksis.