Genrer og tematikker

Antonio Pennacchis forfatterskab er dybt funderet i det italienske, i landets historie og dets politiske konflikter. Hans romaner fortæller folkets historier fra bondens eller den jævne arbejders perspektiv, og her er det især de politiske motiver, der driver værket. Pennacchis personlige erfaringer fra begge ekstremistiske fløje bringes i spil, når han viser og forklarer sine figurers bevæggrunde, overvejelser og kvaler. Han formår at opstille og diskutere konflikter og historiske fakta igennem enkelte karakterer.

I tilfældet ”Mussolini-kanalen” bruger han familien Peruzzi til at repræsentere hele landets befolkning af fattige og plagede landarbejdere, der søger efter et bedre liv og samles under fascismens banner. Samtidig spejler Pennacchi den italienske nutid i fortiden ved at trække paralleller til eksempelvis Berlusconi og rejser i ”Mussolini-kanalen” spørgsmålet om, hvordan man i fremtiden vil se på et land, der kunne stemme på den skandaleombruste præsident.

Fascismen er et gennemgående motiv hos Pennacchi. Hans fremstilling af ideologien er dog blevet kritiseret for at være unuanceret – familien Peruzzi bliver tilhænger af fascismen nærmest ved et tilfælde, og figurernes begejstring for den komiske Mussolini-figur er til at føle på. I den forbindelse kunne man diskutere en romans moralske forpligtelser. Men Pennacchi giver netop læseren den fornemme opgave at danne sin egen mening på baggrund af fortællerens partiske og pikareske fremstilling.

Der er få forfattere, der som Pennacchi formår at skrive sit lands ”store historiske roman” – en bedrift, som man kan vove at tilskrive ham. Og det er som betvinger af denne svære genre, at han vil blive husket. Det, der gør ”Mussolini-kanalen” til et bemærkelsesværdigt værk, er foruden det grundige kendskab til de historiske forhold og til orkestreringen af det selvbiografiske materiale, at den er fortalt med et sprog og i en form, der underbygger indholdet. Brugen af overdrivelser, af de forsigtige anstrøg af magisk realisme og den mundtlige form giver værket et nærvær og en underholdningsværdi, samtidig med at den fremstår umiskendeligt italiensk.