Det er ganske svært at genrebestemme Georges Perec, ligesom der løber utallige temaer gennem hele forfatterskabet. Et sted godt at starte er hos Perecs egen inddeling af sit forfatterskab. I sin lille korte tekst ”Notes sur ce que je cherche” inddeler Perec sit forfatterskab i fire dele. Disse fire dele fletter sig ind i hinanden og er ikke fire uafhængige kasser. Derudover skriver Perec, at han aldrig har lyst til at skrive den samme bog to gange, hvorfor man også må se hver enkelt bog eller tekst som et nyt forsøg på at tilnærme sig, beskrive eller undersøge forskellige tematikker og former. Perecs fire inddelinger lyder: ’det selvbiografiske’, ’det sociologiske’, ’det ludiske eller legende’ og ’det romaneske’.
Det selvbiografiske er et centralt tema hos Perec, særligt op til midten af 1970’erne og drejer sig om hans udforskning af erindringen og erfaringen. Hans barndom, forældrene, krigen og jødedommen er konkrete omdrejningspunkter. Tilnærmelsen til det selvbiografiske følger dog ikke typiske selvbiografiske mønstre, men er snarere eksperimenterende forsøg på at nærme sig noget fortrængt eller glemt. Gennem næsten alle sine værker lægger Perec små spor eller tegn, der ikke kun taler bøgerne imellem, men også er små personlige koder eller spor, som både han og læseren kan afkode i dialog med fortællingerne.
Det sociologiske omhandler særligt Perecs begreb om det infraordinære. Modsat det ekstraordinære er det infraordinære alt det hverdagslige, som sker hver eneste dag, uden noget egentligt synes at ske. Det handler om at omgå et tilvænnet blik, hvor vi ikke ser, hvad der sker på daglig basis. Perecs tilnærmelser er gerne nøje detaljerede registreringer af hverdagen og således forsøges en flygtig erfaring at blive fanget. I hverdagen er vi allermest til stede, og ved nøgternt at beskrive de allermest banale handlinger eller nøje registrere byens daglige bevægelser forsøger Perec at tilnærme sig den erfaring, der ellers forbliver overset.
Det ludiske eller legende er Perecs interesse for regler, begrænsninger og matematiske strukturer samt alt fra krydsord til lipogrammer (Perecs notoriske roman ”La Disparition” er eksempelvis skrevet helt uden bogstavet ’e’). Paradokset her er – som tilfældet er generelt også hos OuLiPo – at begrænsningen skal kunne frigøre et potentiale, en mulighed. Ved at sætte sig særlige regler – om det er for skriften eller blikket, der skal betragte den flygtige hverdag – kan man frigøre ting, der ellers ikke synes tilgængeligt.
Det romaneske er Perecs forkærlighed for romanens verden. Som sådan er det ikke tematisk, men sigter snarere til hans glæde ved fortællingens kunst. Forskellen mellem det romaneske og romanen er groft sagt, at Perec her ikke lader sig binde af traditionelle formmønstre eller fortællinger, men kan lade fortællingen lege, underordne sig og åbne både litteraturens egne former såvel som erfaringens.