Georges Perecs ”W ou le souvenir d’enfance” fra 1975 (”W eller erindringen om en barndom”, 2003) er en bog i to dele. Hver del har to sideløbende og krydsende fortællespor. I den første del af bogen møder læseren i det ene fortællespor Gaspard Winckler – en person, der lever under falsk identitet efter at have forladt militæret – der bliver kontaktet af en mand ved navn Otto Apfelstahl. Denne fortæller historien om en lille døvstum dreng på otte år, der forsvandt efter et skibsforlis og bærer samme navn, Gaspard Winckler. Moderen havde taget drengen med rundt i verden for at lede efter en kur. Alle passagererne omkommer i forliset, bortset fra drengen. Apfelstahl sender den voksne Winckler ud på en rejse for at finde drengen, og som indirekte leder hen mod fortællingen om øen W. Det andet fortællespor er modsat det første ikke fiktivt. Her forsøger Perec at genskabe barndomserindringer og forsøger at forholde sig til sin egen manglende erindring om sin barndom.
24483738
I bogens anden del præsenteres læseren i det fiktive fortællespor for øen W. Denne ø tæt ved Ildlandet er en fascistisk ø underlagt et kompliceret sportssystem. Øen er inddelt i et strengt hierarkisk system og består af flere afdelinger.
Atleterne konkurrerer mod hinanden og straffes, udnyttes eller hyldes alt efter resultater og position. Det andet fortællespor i bogens anden del er Perecs forsøg på at genskabe sine forældres liv ud fra billeder, minder og lignende. Det er et forsøg på at genskabe sin egen barndom og forældrenes liv; et forsøg på at forstå sig selv og sin jødiske herkomst.
”W eller erindringen om en barndom” er en udforskning af erindringens skrøbelige karakter og barndommens gruopvækkende opvækst under nazisternes indtog. Perec forsøger at skabe en mening ud fra den tomhed og meningsløshed, han som barn var tvunget til at opleve. Blandingen af fiktion og personlig fortælling har til formål at fremtvinge det glemte og sætte ord på de aftryk, som barndommen umiskendeligt har sat. Det er en fiktionalisering af et traume og en søgen efter en tabt erfaring sunket ned i tabets dunkle huller.