Titlen siger en del om indholdet. Morderen i denne krimi ynder nemlig at fjerne øjeæblerne fra sine ofres øjenhuler. I Torsten Petterssons ”Ge mig dina ögon” fra 2008 (”Giv mig dine øjne”, 2012) bliver liget af en ung kvinde fundet i den finlandssvenske by Forsälla. Øjnene er væk. Kort efter finder politiet yderligere to øjenløse lig, og det forvirrer kriminalkommissær Harald Lindmark og kollegaen Sonja Alder. Undervejs i efterforskningen forsøger Harald at tænke som morderen og ofrene. Det er gavnligt for efterforskningen, men ikke for Harald, der har svært ved at slippe tankerne – og det gør læseren utryg på hovedpersonen: er han til at stole på? Bogens slutning, der åbner den lukkede sag lidt på klem, bidrager ikke til trygheden.
29506817
Opklaringsarbejdet bringer Forshälla politi ud på en snørklet sag. Den involverer et kernekraftværk med sikkerhedsproblemer, en plaget exsoldat, russisk kvindehandel og en yngre krøbling, der fra sin adelige bolig og kørestol orkestrerer forbrydelserne. Med gode intentioner har den invalide mand tilbudt folk penge for at være hans øjne ude i den virkelighed, han selv har isoleret sig fra. Deltagerne i projektet har derfor sendt ham detaljerede fortællinger fra deres liv – men nogle af livshistorierne har anfægtet rigmanden i en sådan grad, at han har hyret en gammel soldat til at slå nogle af byens borgere ihjel.
Gennem bogens fem overordnede afsnit skifter perspektivet mellem opklaringsarbejdet, livshistorierne, forbryderens tanker og kriminalkommissærens hypnotiske forsøg på at indleve sig i disse. Ved at fortælle historien gennem forskellige stemmer får forfatteren mulighed for at mangfoldiggøre persongalleriet og for at bruge forskellige fortællestemmer.
”Giv mig dine øjne” er ikke fortalt efter en traditionel berettermodel, hvor kronologi og klassisk fortællestil er herskende. Derimod bliver den egentlige handling især fortalt gennem breve, båndede afhøringer og dagbøger. Den fragmentariske fortælleform fremstår som en gengivelse af politiets opklaringsarbejde, hvor gåden langsomt giver mening, og til slut går op for både politi og læser.