Blandt sorte engle, gargoyler og andre magiske væsner

Romanserien: Den sorte engel - Hjælperne - Perlen

Meredith Ann Pierce skrev Den sorte engel , da hun var 23 år gammel . Det er en helt forrygende spændende bog, der foregår på Månen i en eller anden middelalder-lignende fortid. Den handler om slavepigen Ariel, der bliver taget til fange af en sort engel med navnet Irrylath. Han er en vampyr der drikker kvindesjæle, og holdes troldbunden af den frygtede heks, Loreleien. Frygtindgydende er han, men samtidig ubeskriveligt smuk. Dels af medlidenhed med ham og dels af kærlighed til hans stakkels tilfangetagne, sjælløse genfærd drager hun ud på en rejse for at løse en række gåder, hvis løsning kan befri ham fra forbandelsen. Opgaven lykkes og Ariel gør ham til menneske igen - ikke mindst ved at give ham sit eget hjerte og gifte sig med ham.

I seriens 2.del må Ariel kæmpe videre med at tyde nogle rim, der skal bringe hende på sporet af gudinden Ravenna og hendes 6 ældgamle dyreherskere - såkaldte lon´er. Kun ved at forene deres magiske kræfter kan Loreleien - også kaldet den Hvide Heks - og hendes vældige trolddom knuses. En trolddom som stadig slavebinder prins Irrylath - den forhenværende Sorte Engel, der er gift med, men ikke kan elske Ariel. Det bliver en ensom rejse for Ariel, der er dybt ulykkelig over sin mands manglende kærlighed. Til gengæld bringer den farefulde rejse gennem dystre landskaber, hende tæt på sine egne rødder - der har altid hersket mystik omkring hendes egen slavebarndom.

Ariel opsporer lon´erne og er nu tæt på at løse gåden bag spådommen, der viser sig at rumme opskriften på verdens frelse, Hun skal dog endnu gennemgå mange farer og prøvelser. Hun får til opgave at overbringe Loreleien, som har forskanset sig bag et krystalslot, selveste verdens sjæl i en perle. Perlen kan hun imidlertid kun få, hvis hun samtidig afskriver al ondskaben. En indædt og dramatisk kamp mellem det gode og det onde munder ud i, at Ariel påtager sig det tunge hverv at efterfølge gudinden Ravenna og den ensomme opgave at genopbygge verden.

De tre romaner beskriver både en ydre og en indre rejse, hvor Ariel på det ydre plan genskaber orden i kaos og hvor de gode kræfter ender med at fortrænge monstrene - de onde kræfter. På det indre plan kan man sige at Ariel også foretager en rejse i sit indre. Hun gennemgår en udvikling fra pige til voksen kvinde - finder ind til sig selv og sine egne ressourcer.