Den gyldne hjort

En magisk kærlighedsroman der foregår blandt mennesker og vilde rener i en barsk natur, der godt kunne minde om Laplands. Den handler om den unge pige Karibu, der overtales af sin svigerinde til at overtage det barn, hun netop har født - som ikke er hendes brors. Hun opfostrer barnet, som hun kalder Rensdyr og kommer til at elske det. Efterhånden går det op for hende at Rensdyrs lysende skønhed og lidt mærkelige adfærd kun er delvis menneskelig. Rensdyr er en trangl - halvt menneske og halvt rensdyr - ikke lykkelig i kun den ene af kroppene. I menneskeskikkelse bliver han Karibus elsker - og bliver samtidig livsvigtig for Karibu og menneskesamfundets overlevelse. Det viser sig nemlig, at Jorden er ved at gå under i gudernes vrede, og kun Karibu evner sammen med Rensdyr at lede menneskeflokken i sikkerhed. De som tror på hendes forudsigelser frelses. Men hun bindes af sit løfte til Rensdyr om at følge ham i rensdyrskikkelse, når de er i sikkerhed.

Som Ariel lærer også Karibu kærligheden at kende og ender med at stå med verdens skæbne i sine hænder og få overdraget ansvaret for dens overlevelse. En enklere, mere eftertænksom og stilfærdig bog, der adskiller sig fra de øvrige serier ved at være mere et magisk eventyr eller en myte.